Så har man prøvet det med: Jeg “arvede” et strikkearbejde fra min mor, som havde opgivet efter blot nogle få centimeter. Det skulle være løgn, tænkte jeg selvfølgelig – og har brugt det meste af sommeren i selskab med det blødeste uld. Bare sort og hvid, men ikke i et hvilket som helst mønster: Der er tale om “Mikkels klaver-halstørklæde”, opskriften er lavet af Anne Abrahamsen, og på grund af de særlige, klaviaturlignende striber bliver garnet undervejs noget værre kludder, der skal kludres op igen. Men det kan sagtens lade sig gøre, og har man en klaverspillende person i sin omgangskreds er det en fin gave. Jeg har lavet det lidt længere end de 122 cm, det egentlig skal være.
Kategoriarkiv: Diverse håndarbejde
Klude er som pausefisk
Karklude eller som en her en lidt større udgave – køkkenhåndklæder – er en fin syssel at sidde med, når væven står stille. Eller som nu, da vejret ikke er med indesyslerne, men jeg alligevel ikke kan sidde helt tomhændet i de få timer, hvor der skal kigges fjernsyn eller lign. Ganske almindeligt bomuldsgarn af den tynde slags, 60 masker på pind 3 til karklude – 1r, 1 vr og modsat på den næste pind, så det bliver til perlestrik. På køkkenhåndklæderne bruger jeg 2 r, 2vr og lidt flere masker. Vigtigt at strikke mønsteret rigtigt, ellers får man en fejl på tværs af arbejdet, hvilket måske kan anes på det ene håndklæde på fotoet.
Skiferie med indlagt strikkekurv
Ud over fantastiske naturscenerier, mange intense kilometer på langrendsløjperne i såvel tindrende sol som overskyet og sne, skønne saunature, dejlig mad og socialt samvær – ja så bød skiferien til Norge også på et lille håndarbejdsprojekt: En strikketaske eller “kurv”, skabt ud fra erindringen om en taske, som en medkursist på Skals havde. Da kurven var færdig, var den for stor og løs i det, men det var netop meningen: En tur i vaskemaskinen på 60 grader, og vupti har jeg en lille, fast kurv til mindre strikke-arbejder. Hvis man på de to billeder sammenligner, hvor meget tasken fylder i forhold til ruderne i døren, er det tydeligt at se, at tasken er skrumpet 🙂
Så gik der julegaver i den
Mission “Nye sofapuder” completed
Jeg synger med på den nye 007-titelsang og kan glæde mig over, at jeg nu har fuldført missionen med at skifte husets 12 år gamle sofapudebetræk ud med nye – vævede, strikkede, hæklede & syede. Det føles helt godt, og nu glæ-æ-æ-æ-der jeg mig bare SÅ meget til at få fat i det ekstraudstyr til væven, så jeg kan komme i gang.
Resten af en trend
“Der er ingen, der har fundet en løsning på, hvad man skal bruge resterne af trendtråde til.” Citat: Anne-Mette, vævelærer på Skals. Det satte jeg mig for at modbevise; i hvert fald lige i dette tilfælde. Resterne af mit vævearbejde bliver nu syet på et strikket stykke stof, som jeg (også) skal bruge til sofapudebetræk. Som det ses på det øverste foto herover er det et fantasimønster, der minder lidt om barndommens tegninger, hvor man tegnede felter og bagefter farvede dem. På det andet foto de puder, det indtil videre er blevet til.
Hvad genbrugeren gemte
Et besøg i genbrugsbutikken, en dame- og en herreskjorte plus 4 timers intenst klippearbejde = en hel bunke strimler. Nogle af dem blev brugt som effekt i det vævede stof, jeg lavede på Skals. Resten af kludene skal i hvert fald ikke gå til spilde, og derfor hækler jeg dem nu til firkantede stykker, der kan indgå i sofapudebetræk.








