Jeg drog på skiferie med hele to strikkeprojekter. Efter at have fabrikeret trøjer til hele familien i løbet af de seneste år var jeg lidt i tvivl. Ældstedatter Thea mente dog nok, at hun kunne bruge en hue. Især en med mønster foroven og en rullekant forneden. Okay, det blev en tillempet version af en Drops-opskrift fra nettet – for det der med lige at opfinde et huemønster var lidt svært. Men den unge dame tog den straks i brug, da den var færdig midt på ugen. Derefter stod den på et stort, kniplingemønstret tørklæde til mig selv. Det er et stort arbejde og faktisk endnu ikke færdigt – mere om det senere. Udsigten fra storhytten i Trysil fejlede ingenting, ej heller føret undervejs på langrendsturene …

Kender du det, at nogen ting bare får lov at ligge halvfærdige hen? Det gør jeg – i den grad. For måneder siden begyndte jeg på et strikket pudebetræk i Marius-mønster. Jeg har tidligere med held strikket et i douce farver, og eftersom tykt uldgarn stadig fylder i mit lille lager af garn, vil jeg gerne have noget af det brugt. Men det tykke garn er hårdt for hænderne at strikke med. Måske derfor fik det ufærdige projekt lov at ligge – indtil der lige før denne vinters skiferie for en effektiv djævel i mig. Nu pynter puden i en af stuens stole, og min samvittighed er ren som sne 🙂

GemGem

Bogen om det norske strikkemønster Marius fortsætter med at berige min håndarbejdsverden. Til jul fik mine døtre de færdige, mønsterstrikkede trøjer, jeg før har vist her på bloggen. Min søn, der bærer fornavnene Marius Lauge, har aldrig rigtig modtaget noget hjemmestrikket – bortset fra et tørklæde. Så mon han ville bryde sig om en trøje? Jeg nøjedes med at give ham garnet i julegave sammen med en opfordring til at vælge, dels om han ville have en striktrøje, dels i hvilke farver den i givet fald skulle strikkes. Han valgte en klassisk Marius-model, dog med jeansblå i stedet for rød som den afsluttende kontrast. Det gik utrolig nemt med at strikke trøjen i totrådet uld fra dels Hjelholdts Uldspinderi, dels Henrichsens i Skive. Undervejs kom “modellen” heldigvis hjem på besøg fra Aalborg, hvor han læser. Da var jeg netop klar til at sy ærmerne i – men de var 10 cm for korte 🙁 Så de måtte pilles op til før mønsteret begynder og strikkes om. Heldigt, at jeg ikke havde fået syet dem på.

GemGem

GemGem

GemGem

Den musikalske yngstedatter skulle også have en mønstertrøje fra mors hånd i julegave. Jeg eksperimenterede lidt med ternet papir og tanken om at inkorporere ensfarvede noder som baggrund for den stribeeffekt, der er i Marianne Isager-modellen (som hedder Pacific, men jeg har modereret den lidt). Men det gik ikke, jeg for vild i at tælle hhv. baggrunds- og nodemasker. Så trøjen endte med at blive fuldstændig enkel – og ret flot, når jeg selv skal sige det. Jeg var især glad for, at hun accepterede mit farvevalg, som jeg (igen) var stærkt i tvivl om. Nu har jeg sagt til de to unge damer, at næste gang, jeg skal strikke til dem, må de hellere vælge mønster og farver på forhånd. 

GemGem

Min ældste datter får en Marianne Isager-model i julegave. Den var besværlig at strikke, og undervejs var jeg meget i tvivl, om tykkelsen af garnet gjorde trøjen for voldsom. Men færdig er den, og straks videre mod nye nederlag!

GemGem

Jeg strikker på en Isager-model, der hedder “Stjerner”. Den er forsynet med en type kant, som jeg ikke har set før (de to fotos til venstre). Men prøves skulle det – så jeg strikkede løs et par velsignede efterårsdage i sommerhus. Bagefter pillede jeg op og begyndte forfra, denne gang med en rullekant, som jeg er mere fortrolig med. Den mangefarvede kant flanede og var simpelthen for “sølle” til trøjen (foto nederst til højre). Så det var om igen 🙂

GemGem

Australien-rejsen affødte et nyt, omfattende projekt: Jeg bliver nødt til at få strikket et par mønstrede trøjer til mine døtre. Min australsk bosiddende venindes mor havde for 20 år siden strikket en Marianne Isager-trøje til hende. Begge mine døtre forelskede sig på stedet i den. Og da jeg i tidernes morgen – før jeg fik børn – har fabrikeret flere trøjer i jaquardstrikning, må den type opfordring tages som en udfordring.

GemGem

Når man har bevæget sig helt om på den anden side af kloden og er vild med garn, skal man (dvs. jeg) naturligvis have noget australsk garn med hjem. Og der blev sagt australsk! Det viste sig at være sværere gjort end sagt … Min veninde, som vi besøgte, har boet dernede i 20 år, og ifølge hende er det meste håndarbejde skabt af syntetisk garn, importeret fra Asien. Vi jagtede rundt efter garnbutikker og fandt da også et par stykker med ret beset smagløst (selv om smag og behag naturligvis ikke kan diskuteres) kunstgarn i væmmelige farver. Et par gange mødte vi også en lukket dør – som her uden for Australian Alpaca Barn i den lille by Morpeth i Hunter Valley NSW. Den hjælpsomme butiksnabo kunne fortælle, at Alpaca Barn har to andre butikker i dalen. Så missionen lykkedes; jeg fik købt hvid alpaka og alpaka/silke, superblødt og smukt.

GemGem