Jeg skal begynde på Vævelaugets uddannelse i skaftevævning, 1. modul. Det glæder jeg mig helt vildt til, og for en gangs skyld fik jeg overtalt mig selv til at lave en ultrakort trend, så jeg lynhurtigt kunne væve et tørklæde til mig selv. Altid rart at have lidt at vise frem, når man skal møde nye, væveinteresserede mennesker. Trenden blev i kamgarn i to blå nuancer. Jeg kan slet ikke få nok af den farve – heller ikke ude i naturen.
Retrofarverne i sommerens køkkenhåndklædeprojekt er slet ikke min smag. Lige meget hvilken farve islæt, jeg bruger, giver de et lidt sært helhedsindtryk. Men de skal nok blive færdige. Bemærkelsesværdigt nok har flere – især unge – sagt, at de synes om farverne.
Endelig! kunne vi komme til en ordentlig fest igen. Det var et sølvbryllup hos gode venner, som egentlig rundede de 25 fælles år tidligere i år. Men som så meget andet var det blevet udsat. Heldigvis blev det et brag af en fest med dans i flere timer, herligt! Vi bidrog med en tale ved min husbond samt nogle papirhjerter, hvorpå gæsterne kunne skrive små hilsner. De blev samlet i en hjerteformet æske af pap pålimet vævet stof, jeg havde tilovers fra en tidligere vævning. Det blev helt vellykket, omend lidt skrøbeligt der hvor hanken er monteret.
Astrids puder var lavet på en for lang trend, så jeg kunne eksperimentere med de førnævnte muleposer. Jeg har været virkelig glad for min mørkeblå – på foto herover til højre. Derfor tænkte jeg; måske andre kan have glæde af en tilsvarende. Med lidt samlebåndsarbejde lykkedes det at fabrikere tre muleposer til evt. salg med tiden. Jeg var godt hjulpet af skind fra en bunke, der lå kælderen i mit barndomshjem, og som jeg skyndte mig at redde, da huset skulle sælges – og af skjortestof fra min mors lager af stof egnet til patchwork. Islæt er dels grov uld, dels tynd ditto lagt dobbelt eller firdobbelt.
For en del år siden købte jeg noget vævegarn, som jeg fandt helt inde i et hjørne af en stor strikkegarnsbutik i Sydsverige, Linneas Garner. Vævegarnet var vist blevet tilovers fra dengang vævning var hipt i Sverige i 1980’erne. Også i mit skab har noget af det ligget og samlet støv, for det er for tykt til viskestykker, har jeg erkendt. Nialin 12/2 i stedet for 22/2. Men jeg mangler værtindegaver, så jeg tænkte: lidt for tykke viskestykker = fine køkkenhåndklæder. De to retroorange farver blev kombineret med hvid og blå hør, og trenden var virkelig nem at arbejde med. Og tænk; nu er jeg nået til bunds i mit garnlager, så jeg må snart købe nyt 🙂
Astrids puder er klar, og jeg er godt tilfreds. Den ene måtte jeg sy sammen, fordi stoffet er så sart – jeg har brugt for tyndt et islæt – at det var ved at skride for mig. Men de andre tre er helt som de skal være. Nu forestår, hvordan vi får dem fragtet til København, for det er nok for meget forlangt at hun skal slæbe dem med DSB på tværs af landet.
Astrids pudebetræk skulle være i “beige nuancer”, lød ønsket. Beige er ikke rigtig en farve, som mit garnlager rummer, så jeg bevægede mig lidt i en anden retning. Heldigvis godkendte hun undervejs farverne.
Endelig! Soveværelsesgardinerne er på plads, præcis som jeg har drømt om og med en ny gardinstang, der i modsætning til vores gamle ikke er så tynd, at den hænger nedad på midten. Til trods for alle mine målerier kysser den nederste kant vindueskarmen. Men det bliver ikke lavet om, det må rette sig i kommende vaske.
Gardinprojektet skulle jo føres til ende, men det tog mig mange timer at måle længder, sætte nåle i, sy stropper, kontrolmåle og forfra igen. Det gjorde det ikke bedre, at jeg med mine sædvanlige store armbevægelser havde vævet stof til fire gardiner, så både kontor og soveværelse kunne blive forsynet med nye gardiner. Oprindeligt var den lange trend min sikkerhed for, at jeg kunne klippe en ekstra bane til soveværelsesgardinerne, hvis stoffet krympede alt for meget i bredden. Det viste sig heldigvis ikke at blive nødvendigt.
Jeg kan ikke lade være med at vise et par billeder af dette projekt; råhvid mohairtrend til nogle meter stof, der skal ende som Astrids pudebetræk + formentlig et par muleposer, måske til at sælge. Mohairgarnet er ret tyndt og virkelig lækkert, og jeg vovede at bruge det som trend. Det forløb egentlig fint, en overgang i selve vævningen var der enkelte tråde, som knækkede. Men det gik.
