En hel weekend i juni var dedikeret afgangsudstillingen fra min faguddannelse i skaftevævning. En fantastisk oplevelse, men vejen dertil var ganske lang. Den indebar ud over alt væveriet at investere i 15 flamingoplader til et podie. De blev malet sorte og mast ind i vores bil sammen med det vævede værk, weekendting til både mig og min mand, hundekurv og en smule forplejning. Resultatet var til gengæld fremragende, og især mødet med en masse, masse vævedamer på udstillingsdagen var en kæmpe oplevelse. De stillede nogle lidt andre spørgsmål, end folk almindeligvis gør.

Så er tæpperne færdige, men de ligger underligt krøllede på gulvet. Jeg konsulterer ekspertisen i form af mine vævelærere, og det er en længerevarende opgave at fixe. Det kræver et vandtæt gulv, så jeg må i kælderen og får lige plads til et enkelt tæppe ad gangen på betongulvet i vores værksted. Plastic, tæppe, fugtige lagner, plastic og så træplader. Så går man rundt med museskridt på hele overfladen. Det gør man så flere gang i løbet af et døgn. Så bliver tæpperne fine.

Når man glemmer at tænke sig om, går det somme tider galt. I dette tilfælde skete det efter nedklipning af det første af tre tæpper. Jeg vævede glad videre, blev færdig med den næste tredjedel og kunne se, at de to sidste tæpper sagtens kunne være på min tøjbom. Altså vævede jeg 6-7 cm kant, satte en lyseblå mærketråd ind og vævede 6-7 cm kant til det næste tæppe. Men … de to skulle jo skilles ad, og hver især var de så lange og så tykke i sammenrullet form, at jeg ikke kunne få plads til dem i symaskinen. Altså måtte jeg “zigzagge i hånden”. Op og ned over 920 tråde, først den ene og så den anden vej. Og så det samme på den anden side af dér, hvor de skulle klippes fra hinanden. Heldigvis gik det godt, jeg klippede og skyndte mig at “efterzigzagge”. Pyyyh …

Endelig kommer jeg i gang med at væve, og det går o.k. Jeg kan desværre ikke slå stoffet helt så tæt sammen, som jeg kunne i den smalle prøve. Men det ligner trods alt noget, jeg godt kan være bekendt. Undervejs tæller jeg nøje centimeter og antal indslag; jeg skal jo gerne ende med tre løbere, der er lige lange. Efterfølgende klipper jeg denne første tredjedel ned; hunden indvier straks det nye element på gulvet. Nu udestår kun omkring 8 meter vævning!

Det lykkes at få bommet samtlige 17-18 meter trend. Sølningen er et tålmodighedsarbejde, men mere stille og roligt og knap så nervesvækkende.

De 1.840 tråde udfordrer i allerhøjeste grad min væv. Jeg har fabrikeret vægte a 1 kg, men det viser sig, at jeg slet ikke kan dreje hjulet på min bagbom. Så af med noget af fyldet i vægtene igen, og så går det lige akkurat. Men jeg er godt nok bekymret undervejs. Hvis væven går i stykker, har jeg ikke en plan B til mit afslutningsprojekt. Jeg opdager også revner i hjulet. Nervepirrende.

Aldrig i mine over 12 år som væver har jeg opereret med flere trende; men denne gang er det nødvendigt. Garnet fylder så meget, at mit trendbord kun kan rumme en fjerdedel af gangen. Der er i alt 1.840 tråde, og jeg holder nøje regnskab undervejs for ikke at løbe sur i antallet.