Så sgu da også …

De sære farver i trenden bliver mildnet lidt, når der som her er hvidt garn i kanten og gulgrønt i selve viskestykket.

Jeg er i gang med endnu et projekt viskestykker, og det går fint. Hver farve i islætsgarnet giver et nyt udtryk. Men en ting har drillet, og det er et fint, elastisk garn, som jeg har brugt til kanter – et trick, jeg lærte af Winnie Poulsen, sidst jeg var på Skals Håndarbejdsskole. Jeg fik simpelthen vundet for stor en portion op, og garnets to tråde filtrede sig uhjælpeligt ind i hinanden. Det kostede en hel del dyrebart garn. Så sgu da også ….

Jeg måtte klippe mig vej gennem garnet, og langt det meste af det endte i papirkurven 🙁

Melerede kludetæpper

Vinterens projekt kludetæpper blev endelig færdigt – 12 tæpper og en enkelt lille pjalt endte det med. De første forårsuger gik med at få kantet dem. Det er et langsommeligt, hovedpinefremkaldende arbejde. Men resultatet bliver godt, synes jeg. Jeg har endelig lært at blande hvide og farvede kluderester, så resultatet bliver godt meleret. Praktisk og pænt.

Den næstsidste gave fra min far

I december døde min far, for mig var det meget pludseligt. Sørgeligt og trist og hårdt på alle måder. Her i januar har jeg igen bevæget mig ind i vævestuen; der står atter kludetæpper på programmet – og står så pludselig med en bunke tæppeskytter i hånden, som bringer minderne frem. Tænker jeg tilbage, kan jeg se, at det er den næstsidste, væverelaterede gave, jeg nåede at få fra min far. Skytterne var dukket op i en genbrugsforretning til billig penge, men var alt for lange. Men når ens far er snedker, måler han da bare og kommer med dem igen nogle dage senere – nu i den længde, jeg kan bruge. Tak for det. Heldigvis har jeg dem og mange andre ting, han har lavet, som minder.

Skytterne bliver proppet fulde med dobbelte kludestrimler – en grøn og en hvid/grøn/lyserød – som ender med at blive til ret flotte kludetæpper, når jeg selv skal sige det. Sønnen er flyttet i bofællesskab i en gammel lejlighed i Aalborg med vinde og skæve gulve, så han skal have et par tæpper til at pynte med.

Håndklæder revisited

Jeg har en læser! I hvert fald er der en, der har læst på min blog og efterlyser et decideret vævemønster på et af mine projekter. Mange af de vævninger, jeg laver, baserer sig på mine nu tre ugelange ophold på Skals Håndarbejdsskole. Jeg har mønstrene i kopieret form og deler dem gerne her. Men udregninger m.v. kræver, at man selv sætter sig ned og regner ud, hvor brede hhv. hvor lange, man vil have sine vævede stykker stof. Og så er der alle overraskelserne. Det håndklædemønster, jeg viser herunder, får åbenbart stoffet til at trække sig meget sammen – måske er det selve den vaflede struktur i stoffet, måske er det det tynde 16/2 bomuldsgarn. Jeg kan ikke anbefale nok, at man allierer sig med en dygtig vævelærer – om det så er på Skals eller måske i form af et aftenskolehold eller via en vævekreds i den by, man bor i.

Et måske lidt mere læseligt og tydeligt billede af selve mønstret ses herunder:

Færdige håndklæder

Kæmpestore og meget stive. Og grimme. Det er ikke så flatterende, de ord der er at hæfte på de håndklæder, jeg fik lavet i dette efterår. Der er ikke så meget at gøre ved det. Tror at stoffet er fint nok, og at de kan udfylde deres formål – at tørre én, når man har været i havet eller svømmehallen. Stivheden går af i vask, så meget ved jeg da.

Håndklædemisere

Stoffet til min anden håndklædeudfordring er færdigt. Jeg har været superglad for at arbejde med hør- og bomuldsgarnet fra Garn Specialisten, men er mildt sagt ikke tilfreds med det samlede farveindtryk. Vævet stof kommer bare nemt til at se så – ja, hjemmelavet ud. Det er naturligvis også meningen, kan man indvende. Men denne gang har jeg bare fået lavet en efter min mening lidt for mærkelig farvekode i trenden. Nogen bliver udsat for håndklæderne som julegave 🙂 så lad os håbe, at de dur, selv om de er grimme.