Australien-rejsen affødte et nyt, omfattende projekt: Jeg bliver nødt til at få strikket et par mønstrede trøjer til mine døtre. Min australsk bosiddende venindes mor havde for 20 år siden strikket en Marianne Isager-trøje til hende. Begge mine døtre forelskede sig på stedet i den. Og da jeg i tidernes morgen – før jeg fik børn – har fabrikeret flere trøjer i jaquardstrikning, må den type opfordring tages som en udfordring. 
En tur i sommerhus på Thurø var en selvforkælelsesgave i september – og indebar også et besøg hos Hjelholts Uldspinderi på Fyn. Uh, det var farligt. Masser af lækkert uldgarn og en rigtig flink indehaver/butiksansat. Så jeg gik derfra lidt fattigere, men rigere på garn 🙂
Når man har bevæget sig helt om på den anden side af kloden og er vild med garn, skal man (dvs. jeg) naturligvis have noget australsk garn med hjem. Og der blev sagt australsk! Det viste sig at være sværere gjort end sagt … Min veninde, som vi besøgte, har boet dernede i 20 år, og ifølge hende er det meste håndarbejde skabt af syntetisk garn, importeret fra Asien. Vi jagtede rundt efter garnbutikker og fandt da også et par stykker med ret beset smagløst (selv om smag og behag naturligvis ikke kan diskuteres) kunstgarn i væmmelige farver. Et par gange mødte vi også en lukket dør – som her uden for Australian Alpaca Barn i den lille by Morpeth i Hunter Valley NSW. Den hjælpsomme butiksnabo kunne fortælle, at Alpaca Barn har to andre butikker i dalen. Så missionen lykkedes; jeg fik købt hvid alpaka og alpaka/silke, superblødt og smukt.
Endnu en grund til, at det seneste vævearbejde måtte vente, var, at jeg har været i Australien en hel måned. Formidabel rejse, fantastiske scenerier og natur – og naturligvis en masse aboriginalkunst. Jeg købte bl.a. en notesbog med et fint omslag. Mønstrene er ret inspirerende, selv om jeg ikke er meget for at tænke billedvævning. Måske kunne man tage udgangspunkt i farvetonerne i stedet? Blusen til venstre er resultatet af lange flyve- og bilture undervejs på rejsen. Strikket i tynd råsilke fra Karen Noe Design, farven er råhvid med nister i pastelfarver – mønstret det samme som den lyseblå, kortærmede, jeg strikkede tilbage i 2016 (se indlægget “Lyseblå og – ikke mindst – færdig!” fra november dét år. 
Endelig! – blev jeg færdig med stoffet til sofapudebetræk, som jeg letsindigt lovede min svoger og svigerinde fra Blegdamsvej i København. Med skam at melde var det noget, de ønskede sig i 
julegave. Sidste år 🙂 Men hvem kunne også vide, at der kom verdens mest fantastiske sommer ind over? Desuden havde jeg vanen tro målt nogle meter ekstra trend op i den tro, at jeg da selvfølgelig fandt ud af noget at bruge stoffet til. Så det tog laaang tid at komme helt igennem selve vævearbejdet.
Hokuspokus, i løbet af få uger er mine 14 vævede viskestykker forsvundet ud til højre og venstre i form af gaver til gode venner. Nogle har købt sommerhus, en anden er flyttet – og en fyldte rundt. Jeg hol
der meget af at forære hjemmelavede ting væk, især når det er noget nyttigt. Så er det bare at håbe, at modtagerne også synes om idéen … 
Projekt sofapudebetræk tager så småt form. Meget småt, for hedebølgen holder mig væk fra væven – jeg kan ikke rigtig med at sidde stille indenfor i denne fantastiske sommer. Er dog nået til at bruge det egyptiske bomuld, som også var islæt i de fleste af de 14 viskestykker, som jeg vævede i foråret. Jeg er vild med kombinationen af det mørkeblå kamgarn og det fine, let blanke bomuld i mørkegråt. Billederne yder ikke helt processen retfærdighed, måske kommer der nogle flere på bloggen senere 🙂
Jeg måtte bruge lidt tid på at pille det røde islæt op – og er nu klar til at fortsætte i mørkeblåt. Det skal nok blive godt, tænker jeg. Eneste bekymring er, om kamgarnet bliver vævet tæt nok til at blive til holdbare sofapudebetræk. Der er 10 indslag pr. cm – men jeg synes alligevel, det ser lidt gennemsigtigt ud. Hmmm – det får vise sig.
Jeg er så småt kommet i gang med projekt sofapuder. Men det fantastiske sommervejr driller – altså på den gode måde. Det er bare ikke til at overbevise sig selv om at sidde inde ved væven, når solen bager ned, og man endelig har fri fra sit (inde)job. Det hvide islæt var et første forsøg for at se, om mønstret sad i skabet. Det gjorde det heldigvis. Det røde var faktisk dét garn, som min svigerinde havde valgt til islæt. Men heldigvis kom hun på besøg, så jeg kunne vise hende processen. Jeg var begyndt med mørkeblåt og havde vævet rødt ind i et felt midt på et pudebetræk – og hun vendte straks tommelen nedad. Hellere ensfarvet, lød budskabet. Så sådan bliver det. Fire puder i hver sin farve.
Hov, jeg har helt glemt at prale af min skiferieprojekt-trøje i mørkeblå alpaka. Den blev rigtig fin – og endelig, som man kan se på det ene foto, færdig på et tidspunkt da sommeren endnu lod vente på sig. Men så blev det godt vejr, og jeg har endnu ikke haft trøjen på. Jeg tror dog, at den sidder helt godt. Opskriften er model “Marie” fra bogen “Strik fra tiden – til tiden” af Lene Randorff.
