Jeg har forkøbt mig i tyndt uldgarn, som jeg ved nærmere eftersyn endda ikke synes har de rigtige farver. Jeg er blevet meget glad for blå på det seneste, og der er desværre ikke blåt imellem d
e mange nøgler, som jeg drog af sted med fra en garnbutik i Horsens, som havde ophørsudsalg tidligere på året (hvorfor er det altid de gode butikker, der lukker?). Tænke-tænke – jeg må vist prøve med noget af det grønne. Planen er en poncho i vaffelvævning. Det projekt glæder jeg mig til at komme i gang med.
Væven er tom igen …
Lyseblå og – ikke mindst – færdig!
Gik alle konger …
På en fanta
stisk vandretur med hundene forleden nød jeg novembers lys, rimfrost på alle planter omkring mig og ikke mindst løvfaldet, som har fået umanerligt travlt, efter at det første snefald har været en realitet. Jeg gik og tænkte på sætningen “Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde”. Men jeg kunne ikke huske, hvilken salme den stammer fra. Google er min ven, så da jeg kom hjem, blev det straks opklaret; “Op, al den ting, som Gud har gjort …”. Selvfølgelig. Jeg må åbenbart gå for lidt i kirke, når det falder mig så svært at huske 🙂
Bronwyn får det sidste
Min dejlige, livfulde svigerinde fra Canada, Bronwyn, kommer lige straks på besøg sammen med min bror. Det bliver skønt – har ikke set hende i et par år. Hun fylder også snart 50 år og skal selvfølgelig have en gave. Men jeg kan ikke nå at væve noget helt friskt. Derfor har jeg bestemt mig til at forære hende det tredje og sidste af de bølgevævede tørklæder, som jeg fabrikerede sidste år. Det er ikke helt vellykket, fordi islættråden er alt for tynd og kan skubbe sig. Men det er også lidt fint og dejligt let. Håber hun kan lide det.
Hemmeligheden afsløret

I foråret rejste min mand, Henrik, til Nepal i næsten tre uger. Da han samtidig stærkt nærmede sig sin 50 års-fødselsdag, begyndte en plan at tage form: Jeg kunne da liiige væve en plaid til ham i hemmelighed.
Som tænkt, så gjort … det vil sige, helt så enkelt var det jo alligevel ikke. Det var et kæmpe arbejde, som i det meste af to uger tog alle mine vågne timer ved siden af jobbet. Til sidst kylede jeg det færdige tæppe ind i et skab, så jeg også kunne nå at slappe en smule af sammen med mine på det tidspunkt to hjemmeboende døtre, inden gemalen vendte hjem igen. Hen over sommeren skænkede jeg ikke 50-årsgaven mange tanker, men pludselig blev dagene få og gode råd dyre. Jeg måtte på en visit hos mine forældre for at få snoet frynser – et job, som jeg finder yderst tidkrævende; måske har jeg nævnt det før 🙂 Min far og hunden Loke fik allernådigst lov at indvie det helt færdige, meget lette uldtæppe. Og gemalen – ja, han blev glad. Og overrasket, i første omgang troede han vist ikke rigtig på, at jeg havde vævet det. Så det var en afsløring værd at vente på!

Ufoer hober sig op
Min lille vævestue føles indimellem endnu mindre. Det skyldes nok, at jeg i perioder ikke kan få noget gjort færdigt. En striktrøje fra tidernes morgen ligger i skabet – den er slidt på siderne, der hvor ens arme gnider mod hofterne. Hvad kan man gøre ved det? Nok ingenting, jeg forsøgt mig med at “sy” noget garn ind i mønstret, men måtte opgive det. Nu ligger trøjen og giver mig dårlig samvittighed – jeg nænner ikke rigtig at skille mig af med den, fordi jeg strikkede den til min mand helt tilbage i midt-90’erne. Vores på det tidspunkt to år gamle søn fik en trøje magen til i julegave. Den er desværre røget videre til en veninde, tror jeg – kunne ellers have været sjovt at se begge trøjer sammen. Især fordi jeg ikke i 20 år har færdiggjort så store strikarbejder. Nu er det væven, der trækker!
De andre ufo’er (UFærdige Objekter) i skabet er en dyr bluse, der er blevet vasket forkert og derfor for lille – og mit forsøg på at sy en bluse magen til, fordi jeg var så glad for den. Det projekt ses på fotoet til højre og bliver nok aldrig færdigt – det er for engleagtigt og i noget helt forkert stof til snittet.
Desuden nogle bukser, der mangler en lynlås, et par vævede stofrester, som jeg skal have udtænkt en plan for – og så et stolesædebetræk, som skal skiftes. Det må blive hjemmevævet. Når jeg engang får tid…
Håndklædesymfoni
Så er væven i gang med køkkenhåndklæder i forskellige farver. Desværre har jeg – for at prøve det, og fordi jeg ikke helt havde garn nok i én farve – forsøgt mig med at lave en stribet trend til det kippervævede. Det var en fejltagelse. Dels blev det megabesværligt, fordi jeg åbenbart ikke kan finde ud af at skifte farve på trenden og samtidig sørge for, at alle trådene kommer rigtigt ind om bagbommen. Så jeg måtte stå og binde en hel del af trendtrådene sammen, før jeg kunne bomme, suk. Dels giver kippervævningen et smukt mønster i sig selv, og den lyse trendtråd er ikke placeret på de naturlige skift i vævningen. Endnu mere suk. Men nu skal de syv meter trend altså væves til julegaver, som min sagesløse familie og andre godt kan frygte 🙂 Og håndklæderne bliver formentlig gode og brugbare nok alligevel.

Velkommen til sensommeren
Hurrah! Det er ved at være efterår, og jeg får ikke dårlig samvittighed over at sætte mig ind i vævestuen og nørde med tyndt Nialin til
… noget, formentlig nogle køkkenhåndklæder og/eller julegaver – eller hvad jeg nu finder på. Garnet havde jeg på lager, og jeg bruger dette projekt som en mellemstation, inden jeg skal væve kludetæpper igen. Min veninde Helle har fået lovning på et som forsinket 50-årsgave, og ældstedatteren skal have et tæppe til sit lille værelse i Aarhus. Der er heldigvis nok at bruge tiden på, selv om vejret bliver ringere, så velkommen til sensommeren! Garnet er som nævnt Nialin, 22/2, og farven er naturhvid med tynde striber hvidt. Jeg kommer nok til at eksperimentere lidt med islætfarverne og -tykkelsen. Det bliver spændende.
Kæmpepuden blev skam færdig
Vores ene cairnterrier, Rust, agerer lige passende “størrelsessammenligningsmodel” ved siden af kæmpepuden, der nu er færdig og klar til at rykke med Thea til Aarhus. Den kan som n
ævnt rumme en gæstedyne, for når man er så heldig som studerende at få bopæl midt i byen, kommer der nok nogle gæster forbi indimellem – eller ofte 🙂





