Den nu snart afsluttede sommerferie bød på en masse krimilæsning for mit vedkommende, en livslang svaghed. A. J.
Kazinski, James Lee Burke og John le Carré er blandt favoritterne. Samtidig kan man jo passende strikke klude – masser af klude. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt bliver så træt af at strikke klude, at jeg finder på noget andet. Men det tidspunkt er ikke kommet endnu. Fer
ien gik til Norge i år med bjergvandring, besøg i regnfulde Bergen og en spektakulær hjemrejse via Stavanger til Hirtshals. Et minikrydstogt, som vi nød fra en kahyt med udsigt til skibets dannebrogsflag. Hvor heldig kan man være?
Forfatterarkiv: dorthe-admin
Projekt Theas kæmpepude
Mit mellemste barn er efter et par års frem-og-tilbage nu parat til at flytte hjemmefra. Den 1. august rykker hun til studiebyen Aarhus og et lillebitte værelse i en lejlighed, som hun skal dele med to andre unge kvinder. Hendes farvesmag er distinkt, og hun har udpeget noget garn, som jeg nu strikker til en kæmpepude, man kan have i ryggen, mens man sidder på sengen, der også skal fungere som sofa. Inde i puden kan man have en gæstedyne. Smart nok. Men lad os nu se, om den bliver færdig …
Hvordan kan det ske?
Ikke for noget, men jeg er altså et rodehoved. Sådan i det stille, i hvert fald … mens ugerne går, og strålende solskinsdage afløses af mere almindeligt, dansk sommervejr – er det som om, at jeg kommer til at bruge fristunder mellem arbejdsdagene til at igangsætte små udendørs projekter, nyde haven, grillvejret, udflugter i det grønne eller bare samvær med familien. Om vinteren er jeg god til at udnytte tiden til at udforske vævningens mysterier. Men nu – håndarbejdet er i mine tanker og i mine hænder i form af strikketøj og lidt sytøj, og jeg har også fået farvet noget stof til kludetæpper. Men så kommer det ikke længere, og vævestuen er efterhånden ret fyldt af halv- og ufærdige projekter. Nå, det bliver vel godt igen. Om ikke før, så i det mindste når ferien begynder om et par uger 🙂
Sengeforliggere på plads
Sidste år i marts var jeg som tidligere nævnt på Skals i en uge for at lære forskellige væveteknikker. Nu hænger prøverne på min væg til inspiration, bl.a. til kludetæpperne, som endelig er færdigkantede. To af dem ligger på plads ved siden af dobbeltsengen, mens jeg overvejer, om det er værd at sende de to uldne Ikea-tæpper, som lå der før, til rens. Mange års støv og nullermænd kombineret med hundehår betyder, at de i hvert fald skal behandles grundigt, før de igen bliver lukket ind i soveværelset.

Kludetæppekanter og smerte
Okay, det er hårdt for fingrene at kante kludetæpper. Jeg havde fravalgt frynser på de fire tæpper + en måtte, som jeg vævede for et par måneder siden. I stedet tænkte jeg – nogle islæt med trendtråden, som var fis
kegarn, og så ruller jeg en kant og syr den fast. Enkelt og ligetil… bortset fra, at de store tæpper slet ikke dur sammen med min helt almindelige, lille symaskine. Det går lige at zigzagge ned igennem, så jeg kan få dem klippet fra hinanden. Men selve arbejdet med at lave kanten er på den gammeldags facon: Med nål og tråd og i hånden. Av, mine fingre – især langfingeren på højre hånd. Men det skal nok blive godt, foreløbig har jeg nået to tæpper, som skal flankere sengen i vores
soveværelse.


75-årsgaven til min far
Så blev jeg færdig med min første “professionelle” produktion, et tørklæde i rødt og mørkeblåt kamgarn. Det virker lidt stift og kradsende, og jeg håber i den grad, at det ændrer sig i brug. Ellers
er det vist desværre mest til pynt. Tørklædet er en gave til min far, der fylder 75 år på mandag og fejrer det med to dages åbent hus – sådan må det være, når man har et aktivt otium og mange kontakter. Faktisk blev det til hele to tørklæder, det andet påtænker jeg at forære min i Canada bosiddende bror, som fylder 50 år på søndag. Men det nåede altså ikke at blive færdigt; jeg mangler frynser m.v. Kommer tid, kommer … flere gode stunder med håndarbejde 🙂
Tynd uld på væven
Så lykkedes det på et par travle fridage at få skåret en trend i tyndt kamgarn, få den
forkammet og – med hjælp fra min næsten slet ikke modvillige mand (gad vide, hvad enlige kvinder gør?) – få bommet. Så nu er jeg klar til at sølle. I øvrigt forsøgte den søde mand at føre en telefonsamtale med højtaleren sat til, mens han skulle holde i de 320 uldtråde. Det lykkedes mildt sagt ikke ret godt, larmen fra vævens klonk-klonk, mens jeg drejede bagbommen, gjorde det kropumuligt for hans bror at høre ham. Næste gang
må det blive med øretelefoner, hvis manden min absolut skal foretage sig andet, mens han hjælper mig 😉 På det nederste foto er jeg liiige kommet i gang med at sølle.
Finske Martta Olesens fornemmelse for farver og minder

Det lille, ophængte billede måler måske 7 x 10 cm og viser to lettere korpulente skikkelser, som sidder på en strand og ser ud over havet. Et enkelt og fint sommermotiv, og når man så kan konstatere, at det er fabrikeret som en billedvævning, bliver i hvert fald jeg imponeret.
Kunstneren bag er den nu 87-årige Martta Karvonen Olesen, som jeg besøger i hendes 1. salslejlighed med udsigt til Kildevældskirken på Østerbro i København.
Martta Olesen har således i sin lejlighed enkelte billedvævninger hængende, men faktisk er hun meget mere end bare en ”garnøgle” – altså en, der som jeg og mange andre nørkler med garn. Hun er uddannet fra kunstskolen i Åbo i Finland og har gennem årene skabt både vægmalerier, grafik, tegninger og collager. Samt altså billedvævningerne.

Mange af Martta Olesens kunstværker har motiver fra hendes barndom; her er det det finske flag, der hejses.
Hendes historie begynder nemlig i vores skandinaviske broderland og er ikke uden drama:
”Jeg er født den 6. august 1928 i Sakkola. Ved vinterkrigens begyndelse blev vor familie – far, mor og seks piger – evakueret til Laihia i det vestlige Finland.”
Det var i vinteren 1939, at den 11-årige Martta og hendes søstre – Mirjam, Maire, Meeri, Mailis og Maila – på grund af krigsudbruddet mellem Finland og Sovjetunionen måtte drage til en moster, som kunne huse familien.
Senere flyttede familien til en by i nærheden af Tammerfors, og fra 1947 til 1951 gik Martta Olesen på kunstskole i Åbo.
I 1956 besøgte hun i København en veninde, som var billedhugger og gik på kunstakademiet. På rejsen mødte hun tilfældigt en kvinde, som arbejdede for fotofirmaet Kehlet.
”Hun fortalte, hvordan hun arbejdede med retouchering af billeder – som hjemmearbejde. Det lød spændende.”
Martta Olesen sendte – med hjælp fra en svoger, der havde været finnebarn i Odense og derfor kunne dansk – en uopfordret ansøgning og kom til at arbejde for Kehlet i en årrække. Også efter at hun i 1959 var blevet dansk gift og fik sine to børn i hhv. 1962 og 1965. Således blev en tilværelse i Finland skiftet ud med en i Danmark.
Senere blev Martta Olesen hjemmehjælper i Københavns Kommune, indtil hun gik på efterløn som 60-årig. Således har hun aldrig levet af sin kunst, men har dog gennem årene haft forskellige udstillinger.
Sejr over kludene
I tre lange uger – mens jeg har været på skiferie og i forlængelse af den døjet med influenza og træthed og mere træthed – har væven fået lov at stå med de 7 meter kludetæpper. Næsten færdige, men jeg manglede lige at væve et sidste stykke stof, stort nok til en måtte af en slags. Der skulle jo nødig gå trendtråd til spilde… I dag lykkedes det så endelig, og jeg har klippet tæpperne ned samt fået gjort lidt rent i vævestuen. En dejlig fornemmelse. Så begynder tankerne straks at køre om, hvad der så skal ske på væven… hemmeligheder, tror jeg 🙂 Tæpperne er foreløbig bare blevet rullet sammen og stillet i et hjørne. Det må være en sommerting at få dem efterbehandlet (ikke det mest spændende arbejde i min bog, paradoksalt nok!)
Feriefrustrationer
Mit fine, totrådede strikkearbejde skred egentlig godt nok fremad i de lange timer undervejs mod vores norske feriedestination; både i bilen og på færgen. Men nu har jeg opdaget en fejl, synes at det seneste hul i hulmønsteret er lidt for stort. Hm, jeg tror nu jeg fortsætter ufortrødent. Det er så lidt, at det næsten ikke ses. Frustrationen over det obstruerede strikketøj er dog intet mod det møje
og besvær, jeg havde med sygdom både før, under og efter Norges-turen. Influenza, som jeg aldrig – eller i hvert fald ikke i mange år – har oplevet det. Nu to uger efter hjemkomsten er jeg ved at være ovenpå igen. Det var flot, som det ses på billedet her. Men besværet ved at være syg på ferien ødelagde desværre en meget stor del af nydelsen 🙁


