Måske er de det i hvert fald i tid, de fire viskestykker i Nialin, som nu – endelig – er færdigvævede og efterbehandlede. For, indrømmet, jeg er ikke fan af at skulle zigzagge, vaske, hæfte ender samt ikke mindst sy kanter og stropper på. Men nu er det gjort. En taktik for, hvordan man får angrebet alt det kedelige rutinearbejde, vil falde på et tørt sted 😉
Forfatterarkiv: dorthe-admin
Jeg drager en tur til Elev…
… ved Lystrup nord for Aarhus med det formål at hjemhente en stor pose med garn. Rigtigt, gammeldags vævegarn, som kom til mig gennem min datter Theas veninde Pernilles mors veninde. Hendes mor havde vævet meget, og jeg gør mig allerede tanker om, hvad det lidt grove uldgarn kan inspirere til af tæpper el. lign. Noget af garnet var ikke vundet op, så det fik jeg gjort.
Klude er som pausefisk
Karklude eller som en her en lidt større udgave – køkkenhåndklæder – er en fin syssel at sidde med, når væven står stille. Eller som nu, da vejret ikke er med indesyslerne, men jeg alligevel ikke kan sidde helt tomhændet i de få timer, hvor der skal kigges fjernsyn eller lign. Ganske almindeligt bomuldsgarn af den tynde slags, 60 masker på pind 3 til karklude – 1r, 1 vr og modsat på den næste pind, så det bliver til perlestrik. På køkkenhåndklæderne bruger jeg 2 r, 2vr og lidt flere masker. Vigtigt at strikke mønsteret rigtigt, ellers får man en fejl på tværs af arbejdet, hvilket måske kan anes på det ene håndklæde på fotoet.
Dyrerne? Spindende hjul?
Trods stavekontrol og andre hjælpemidler breder fejl-stavninger sig i såvel elektroniske som “gammeldags” trykte medier. Har vi for travlt? Er de sociale medier så nemme at bruge, at vi ikke bekymrer os om retstavning? Sætninger som “alle dyrerne i Cirkus Nemo” (forsiden af et avismagasin – og det hedder “dyrene”) og “han kørte på spindende hjul” (en artikel i en netavis – her er fejlen, at katte spinder, men hjul kan spinne) får i hvert fald min bekymring til at vokse. I aftes tilbragte jeg så en hel time i selskab med en tekstet tv-serie, hvor teksteren konsekvent ikke kunne finde ud af at sætte det sidste (korrekte) “r” på udsagnsord som “kører”, “rejser”, “spiser” etc. Efter min mening et udtryk for, at der fortsat er brug for professionelle sprogbrugere! Måske er jeg bare gammeldags…
Jeg er vild med det her:-)
Jeg har vundet 4,40 meter trend op i grøn Nialin. 528 tråde, som så er blevet forkammet, bommet, søllet og rittet – for endelig at blive sat fast i væven før det store øjeblik: Skellet virker, mønstret sidder lige i skabet. Det er en helt ubeskrivelig følelse, når det lykkes! Nu er jeg så i gang med det første af 4 viskestykker. Eneste problem er, at den yderste trendtråd gerne vil knække. Jeg har lært at reparere det – men irriterende, hvis det fortsætter.
Skiferie med indlagt strikkekurv
Ud over fantastiske naturscenerier, mange intense kilometer på langrendsløjperne i såvel tindrende sol som overskyet og sne, skønne saunature, dejlig mad og socialt samvær – ja så bød skiferien til Norge også på et lille håndarbejdsprojekt: En strikketaske eller “kurv”, skabt ud fra erindringen om en taske, som en medkursist på Skals havde. Da kurven var færdig, var den for stor og løs i det, men det var netop meningen: En tur i vaskemaskinen på 60 grader, og vupti har jeg en lille, fast kurv til mindre strikke-arbejder. Hvis man på de to billeder sammenligner, hvor meget tasken fylder i forhold til ruderne i døren, er det tydeligt at se, at tasken er skrumpet 🙂
Men væven er skam også i gang!
Jeg har arvet en lille smule uldgarn, som jeg har sat væven op med. Selve vævningen er en vaffelvævning; tildels for at udfordre såvel mig selv som Glimåkraen med hele seks tramper i gang. Men også fordi det giver en flot virkning, efter min mening. Stoffet skal gerne blive til et slag. Lad os se, hvornår det bliver – hverdagen og arbejdet truer 😉
Så gik der julegaver i den
240 + 70 cm kludetæppe senere
Den gamle sandhed om, at arbejdet tager det meste af fritiden, gælder også for mig. Men nu har jeg endelig fået vævet kludetæppet færdigt og med bævende hjerte sat saksen i trendtråden. Resultat: 240 cm tæppe + 70 cm ekstra, der skal blive til en måtte. Jeg mangler stadig efterbehandlingen; kanter mv. Men det føles SÅ godt at have kreeret et helt tæppe 🙂
Det hæslige flertal
Aaarrgghh (her bør man se en kaptajn Haddock-agtig stribe af eder og andre ord-udgydelser for sit indre blik)!!! Jeg KAN ikke forlige mig med, at selv hæderkronede, danske medier som Danmarks Radio ikke formår at formidle det danske sprog på ordentlig vis. “Enhedslisten utilfredse med forlig”, “Enhedslisten de vil” – og mere af samme skuffe. Hvad er det, der gør det så svært at bruge de rigtige henførende stedord? Enhedslisten er ét parti (selv om onde tunger nok vil påstå det modsatte :-)), og derfor er det korrekte “Enhedslisten utilfreds med forlig” – og nej, man kan ikke sige “de”, når man længere henne i sætningen omtaler partiet. Heller ikke selv om man i virkeligheden taler om menneskene bag partibetegnelsen. Og det er måske her, forklaringen ligger…














