Min lille vævestue føles indimellem endnu mindre. Det skyldes nok, at jeg i perioder ikke kan få noget gjort færdigt. En striktrøje fra tidernes morgen ligger i skabet – den er slidt på siderne, der hvor ens arme gnider mod hofterne. Hvad kan man gøre ved det? Nok ingenting, jeg forsøgt mig med at “sy” noget garn ind i mønstret, men måtte opgive det. Nu ligger trøjen og giver mig dårlig samvittighed – jeg nænner ikke rigtig at skille mig af med den, fordi jeg strikkede den til min mand helt tilbage i midt-90’erne. Vores på det tidspunkt to år gamle søn fik en trøje magen til i julegave. Den er desværre røget videre til en veninde, tror jeg – kunne ellers have været sjovt at se begge trøjer sammen. Især fordi jeg ikke i 20 år har færdiggjort så store strikarbejder. Nu er det væven, der trækker!
De andre ufo’er (UFærdige Objekter) i skabet er en dyr bluse, der er blevet vasket forkert og derfor for lille – og mit forsøg på at sy en bluse magen til, fordi jeg var så glad for den. Det projekt ses på fotoet til højre og bliver nok aldrig færdigt – det er for engleagtigt og i noget helt forkert stof til snittet.
Desuden nogle bukser, der mangler en lynlås, et par vævede stofrester, som jeg skal have udtænkt en plan for – og så et stolesædebetræk, som skal skiftes. Det må blive hjemmevævet. Når jeg engang får tid…
kegarn, og så ruller jeg en kant og syr den fast. Enkelt og ligetil… bortset fra, at de store tæpper slet ikke dur sammen med min helt almindelige, lille symaskine. Det går lige at zigzagge ned igennem, så jeg kan få dem klippet fra hinanden. Men selve arbejdet med at lave kanten er på den gammeldags facon: Med nål og tråd og i hånden. Av, mine fingre – især langfingeren på højre hånd. Men det skal nok blive godt, foreløbig har jeg nået to tæpper, som skal flankere sengen i vores
Så blev jeg færdig med min første “professionelle” produktion, et tørklæde i rødt og mørkeblåt kamgarn. Det virker lidt stift og kradsende, og jeg håber i den grad, at det ændrer sig i brug. Ellers
forkammet og – med hjælp fra min næsten slet ikke modvillige mand (gad vide, hvad enlige kvinder gør?) – få bommet. Så nu er jeg klar til at sølle. I øvrigt forsøgte den søde mand at føre en telefonsamtale med højtaleren sat til, mens han skulle holde i de 320 uldtråde. Det lykkedes mildt sagt ikke ret godt, larmen fra vævens klonk-klonk, mens jeg drejede bagbommen, gjorde det kropumuligt for hans bror at høre ham. Næste gang 
må det blive med øretelefoner, hvis manden min absolut skal foretage sig andet, mens han hjælper mig 😉 På det nederste foto er jeg liiige kommet i gang med at sølle.
ønturkis var der råd til i privat køb. Plus fra en garnforretning tre nøgler alpacauld. Sidstnævnte skal bruges til et vinterferieprojekt og strikkes til en fin, kortærmet bluse sammen med den tynde, tynde lyseblå uld, som jeg købte i Rom. Kamgarnet… ja, der er så mange muligheder. Jeg drømmer om at væve hanefjedsmønstret stof til en nederdel, skotskternet til halstørklæder eller… For, indrømmet, kludetæpper – som stadig sidder ufærdige i væven – er bare ikke det mest spændende og udfordrende at væve. Så er det sagt. Nedenfor et lidt tættere kig på de to nuancer lyseblå, der kommer med mig på skiferie.