Så fik jeg klippet de ca. otte køkkenhåndklæder ned efter at have vævet intenst på dem. Der forestår jo lidt arbejde med at montere, lave kanter, hæfte ender m.v. Og julen nærmer sig med hastige skridt 🙂

Min dejlige, livfulde svigerinde fra Canada, Bronwyn, kommer lige straks på besøg sammen med min bror. Det bliver skønt – har ikke set hende i et par år. Hun fylder også snart 50 år og skal selvfølgelig have en gave. Men jeg kan ikke nå at væve noget helt friskt. Derfor har jeg bestemt mig til at forære hende det tredje og sidste af de bølgevævede tørklæder, som jeg fabrikerede sidste år. Det er ikke helt vellykket, fordi islættråden er alt for tynd og kan skubbe sig. Men det er også lidt fint og dejligt let. Håber hun kan lide det.

I foråret rejste min mand, Henrik, til Nepal i næsten tre uger. Da han samtidig stærkt nærmede sig sin 50 års-fødselsdag, begyndte en plan at tage form: Jeg kunne da liiige væve en plaid til ham i hemmelighed.

Som tænkt, så gjort … det vil sige, helt så enkelt var det jo alligevel ikke. Det var et kæmpe arbejde, som i det meste af to uger tog alle mine vågne timer ved siden af jobbet. Til sidst kylede jeg det færdige tæppe ind i et skab, så jeg også kunne nå at slappe en smule af sammen med mine på det tidspunkt to hjemmeboende døtre, inden gemalen vendte hjem igen. Hen over sommeren skænkede jeg ikke 50-årsgaven mange tanker, men pludselig blev dagene få og gode råd dyre. Jeg måtte på en visit hos mine forældre for at få snoet frynser – et job, som jeg finder yderst tidkrævende; måske har jeg nævnt det før 🙂 Min far og hunden Loke fik allernådigst lov at indvie det helt færdige, meget lette uldtæppe. Og gemalen – ja, han blev glad. Og overrasket, i første omgang troede han vist ikke rigtig på, at jeg havde vævet det. Så det var en afsløring værd at vente på!

Så er væven i gang med køkkenhåndklæder i forskellige farver. Desværre har jeg – for at prøve det, og fordi jeg ikke helt havde garn nok i én farve – forsøgt mig med at lave en stribet trend til det kippervævede. Det var en fejltagelse. Dels blev det megabesværligt, fordi jeg åbenbart ikke kan finde ud af at skifte farve på trenden og samtidig sørge for, at alle trådene kommer rigtigt ind om bagbommen. Så jeg måtte stå og binde en hel del af trendtrådene sammen, før jeg kunne bomme, suk. Dels giver kippervævningen et smukt mønster i sig selv, og den lyse trendtråd er ikke placeret på de naturlige skift i vævningen. Endnu mere suk. Men nu skal de syv meter trend altså væves til julegaver, som min sagesløse familie og andre godt kan frygte 🙂 Og håndklæderne bliver formentlig gode og brugbare nok alligevel.

Hurrah! Det er ved at være efterår, og jeg får ikke dårlig samvittighed over at sætte mig ind i vævestuen og nørde med tyndt Nialin til … noget, formentlig nogle køkkenhåndklæder og/eller julegaver – eller hvad jeg nu finder på. Garnet havde jeg på lager, og jeg bruger dette projekt som en mellemstation, inden jeg skal væve kludetæpper igen. Min veninde Helle har fået lovning på et som forsinket 50-årsgave, og ældstedatteren skal have et tæppe til sit lille værelse i Aarhus. Der er heldigvis nok at bruge tiden på, selv om vejret bliver ringere, så velkommen til sensommeren! Garnet er som nævnt Nialin, 22/2, og farven er naturhvid med tynde striber hvidt. Jeg kommer nok til at eksperimentere lidt med islætfarverne og -tykkelsen. Det bliver spændende.

Sidste år i marts var jeg som tidligere nævnt på Skals i en uge for at lære forskellige væveteknikker. Nu hænger prøverne på min væg til inspiration, bl.a. til kludetæpperne, som endelig er færdigkantede. To af dem ligger på plads ved siden af dobbeltsengen, mens jeg overvejer, om det er værd at sende de to uldne Ikea-tæpper, som lå der før, til rens. Mange års støv og nullermænd kombineret med hundehår betyder, at de i hvert fald skal behandles grundigt, før de igen bliver lukket ind i soveværelset.

Så blev jeg færdig med min første “professionelle” produktion, et tørklæde i rødt og mørkeblåt kamgarn. Det virker lidt stift og kradsende, og jeg håber i den grad, at det ændrer sig i brug. Ellers
er det vist desværre mest til pynt. Tørklædet er en gave til min far, der fylder 75 år på mandag og fejrer det med to dages åbent hus – sådan må det være, når man har et aktivt otium og mange kontakter. Faktisk blev det til hele to tørklæder, det andet påtænker jeg at forære min i Canada bosiddende bror, som fylder 50 år på søndag. Men det nåede altså ikke at blive færdigt; jeg mangler frynser m.v. Kommer tid, kommer … flere gode stunder med håndarbejde 🙂

Så lykkedes det på et par travle fridage at få skåret en trend i tyndt kamgarn, få den
forkammet og – med hjælp fra min næsten slet ikke modvillige mand (gad vide, hvad enlige kvinder gør?) – få bommet. Så nu er jeg klar til at sølle. I øvrigt forsøgte den søde mand at føre en telefonsamtale med højtaleren sat til, mens han skulle holde i de 320 uldtråde. Det lykkedes mildt sagt ikke ret godt, larmen fra vævens klonk-klonk, mens jeg drejede bagbommen, gjorde det kropumuligt for hans bror at høre ham. Næste gang må det blive med øretelefoner, hvis manden min absolut skal foretage sig andet, mens han hjælper mig 😉 På det nederste foto er jeg liiige kommet i gang med at sølle.