Det lille, ophængte billede måler måske 7 x 10 cm og viser to lettere korpulente skikkelser, som sidder på en strand og ser ud over havet. Et enkelt og fint sommermotiv, og når man så kan konstatere, at det er fabrikeret som en billedvævning, bliver i hvert fald jeg imponeret.
Kunstneren bag er den nu 87-årige Martta Karvonen Olesen, som jeg besøger i hendes 1. salslejlighed med udsigt til Kildevældskirken på Østerbro i København.
Martta Olesen har således i sin lejlighed enkelte billedvævninger hængende, men faktisk er hun meget mere end bare en ”garnøgle” – altså en, der som jeg og mange andre nørkler med garn. Hun er uddannet fra kunstskolen i Åbo i Finland og har gennem årene skabt både vægmalerier, grafik, tegninger og collager. Samt altså billedvævningerne.
Mange af Martta Olesens kunstværker har motiver fra hendes barndom; her er det det finske flag, der hejses.
Hendes historie begynder nemlig i vores skandinaviske broderland og er ikke uden drama:
”Jeg er født den 6. august 1928 i Sakkola. Ved vinterkrigens begyndelse blev vor familie – far, mor og seks piger – evakueret til Laihia i det vestlige Finland.”
Det var i vinteren 1939, at den 11-årige Martta og hendes søstre – Mirjam, Maire, Meeri, Mailis og Maila – på grund af krigsudbruddet mellem Finland og Sovjetunionen måtte drage til en moster, som kunne huse familien.
Senere flyttede familien til en by i nærheden af Tammerfors, og fra 1947 til 1951 gik Martta Olesen på kunstskole i Åbo.
I 1956 besøgte hun i København en veninde, som var billedhugger og gik på kunstakademiet. På rejsen mødte hun tilfældigt en kvinde, som arbejdede for fotofirmaet Kehlet.
”Hun fortalte, hvordan hun arbejdede med retouchering af billeder – som hjemmearbejde. Det lød spændende.”
Udsnit af en større billedvævning; ca. 1 x 1 m.
Martta Olesen sendte – med hjælp fra en svoger, der havde været finnebarn i Odense og derfor kunne dansk – en uopfordret ansøgning og kom til at arbejde for Kehlet i en årrække. Også efter at hun i 1959 var blevet dansk gift og fik sine to børn i hhv. 1962 og 1965. Således blev en tilværelse i Finland skiftet ud med en i Danmark.
Senere blev Martta Olesen hjemmehjælper i Københavns Kommune, indtil hun gik på efterløn som 60-årig. Således har hun aldrig levet af sin kunst, men har dog gennem årene haft forskellige udstillinger.
Martta Olesen foran en af de billedvævninger, hun har fundet plads til på væggene i sin lejlighed.
ønturkis var der råd til i privat køb. Plus fra en garnforretning tre nøgler alpacauld. Sidstnævnte skal bruges til et vinterferieprojekt og strikkes til en fin, kortærmet bluse sammen med den tynde, tynde lyseblå uld, som jeg købte i Rom. Kamgarnet… ja, der er så mange muligheder. Jeg drømmer om at væve hanefjedsmønstret stof til en nederdel, skotskternet til halstørklæder eller… For, indrømmet, kludetæpper – som stadig sidder ufærdige i væven – er bare ikke det mest spændende og udfordrende at væve. Så er det sagt. Nedenfor et lidt tættere kig på de to nuancer lyseblå, der kommer med mig på skiferie.
Hunden Loke passede på, mens jeg tog et foto af Theas julegave, en mulepose i groft uldgarn og med genbrugssilke fra Nepal på klappen. Den er grim, den er 70’er-agtig, den er særegen. Lige præcis dét, en 20-årig netop hjemvendt fra højskole vil sætte pris på. Håber jeg. Hun sagde i hvert fald tak 🙂 Jeg måtte drage hjem til min mor (som jo er pensioneret håndarbejdslærer) for at fabrikere julegaverne færdige. Det at sy kanter osv. er simpelthen ikke min stærke side, så jeg må suge al den viden ud af hende, som jeg kan!
Julegaverne var lidt svære at skjule for yngstebarnet, Astrid på 16 år. Alligevel blev tørklædet i rester af uldgarn behørigt pakket ind og lagt under træet. Man er vel en familie af glade gavegivere:-) Det har siddet på hende siden, og større ros kan en mor ikke få!
Der var og er ikke mange konkurrenter, som begiver sig af med kreering af folkedragter fra bunden. I hvert fald ikke nogen, der som Karen Birgitte Hansen tager sig af alt på dragten: Mange ærmer er håndstrikkede, der er en del syarbejde i selve sammensyningen af folkedragterne, ligesom broderier på eksempelvis herrernes skjorter er almindelige. Karen Birgitte Hansen er så garvet, at hun endda håndtegner broderimønstre ud fra gamle beklædningsgenstande.
