Min lille vævestue føles indimellem endnu mindre. Det skyldes nok, at jeg i perioder ikke kan få noget gjort færdigt. En striktrøje fra tidernes morgen ligger i skabet – den er slidt på siderne, der hvor ens arme gnider mod hofterne. Hvad kan man gøre ved det? Nok ingenting, jeg forsøgt mig med at “sy” noget garn ind i mønstret, men måtte opgive det. Nu ligger trøjen og giver mig dårlig samvittighed – jeg nænner ikke rigtig at skille mig af med den, fordi jeg strikkede den til min mand helt tilbage i midt-90’erne. Vores på det tidspunkt to år gamle søn fik en trøje magen til i julegave. Den er desværre røget videre til en veninde, tror jeg – kunne ellers have været sjovt at se begge trøjer sammen. Især fordi jeg ikke i 20 år har færdiggjort så store strikarbejder. Nu er det væven, der trækker!
De andre ufo’er (UFærdige Objekter) i skabet er en dyr bluse, der er blevet vasket forkert og derfor for lille – og mit forsøg på at sy en bluse magen til, fordi jeg var så glad for den. Det projekt ses på fotoet til højre og bliver nok aldrig færdigt – det er for engleagtigt og i noget helt forkert stof til snittet.
Desuden nogle bukser, der mangler en lynlås, et par vævede stofrester, som jeg skal have udtænkt en plan for – og så et stolesædebetræk, som skal skiftes. Det må blive hjemmevævet. Når jeg engang får tid…
ævnt rumme en gæstedyne, for når man er så heldig som studerende at få bopæl midt i byen, kommer der nok nogle gæster forbi indimellem – eller ofte 🙂
Kazinski, James Lee Burke og John le Carré er blandt favoritterne. Samtidig kan man jo passende strikke klude – masser af klude. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt bliver så træt af at strikke klude, at jeg finder på noget andet. Men det tidspunkt er ikke kommet endnu. Fer
kegarn, og så ruller jeg en kant og syr den fast. Enkelt og ligetil… bortset fra, at de store tæpper slet ikke dur sammen med min helt almindelige, lille symaskine. Det går lige at zigzagge ned igennem, så jeg kan få dem klippet fra hinanden. Men selve arbejdet med at lave kanten er på den gammeldags facon: Med nål og tråd og i hånden. Av, mine fingre – især langfingeren på højre hånd. Men det skal nok blive godt, foreløbig har jeg nået to tæpper, som skal flankere sengen i vores
og besvær, jeg havde med sygdom både før, under og efter Norges-turen. Influenza, som jeg aldrig – eller i hvert fald ikke i mange år – har oplevet det. Nu to uger efter hjemkomsten er jeg ved at være ovenpå igen. Det var flot, som det ses på billedet her. Men besværet ved at være syg på ferien ødelagde desværre en meget stor del af nydelsen 🙁
ønturkis var der råd til i privat køb. Plus fra en garnforretning tre nøgler alpacauld. Sidstnævnte skal bruges til et vinterferieprojekt og strikkes til en fin, kortærmet bluse sammen med den tynde, tynde lyseblå uld, som jeg købte i Rom. Kamgarnet… ja, der er så mange muligheder. Jeg drømmer om at væve hanefjedsmønstret stof til en nederdel, skotskternet til halstørklæder eller… For, indrømmet, kludetæpper – som stadig sidder ufærdige i væven – er bare ikke det mest spændende og udfordrende at væve. Så er det sagt. Nedenfor et lidt tættere kig på de to nuancer lyseblå, der kommer med mig på skiferie.
Hunden Loke passede på, mens jeg tog et foto af Theas julegave, en mulepose i groft uldgarn og med genbrugssilke fra Nepal på klappen. Den er grim, den er 70’er-agtig, den er særegen. Lige præcis dét, en 20-årig netop hjemvendt fra højskole vil sætte pris på. Håber jeg. Hun sagde i hvert fald tak 🙂 Jeg måtte drage hjem til min mor (som jo er pensioneret håndarbejdslærer) for at fabrikere julegaverne færdige. Det at sy kanter osv. er simpelthen ikke min stærke side, så jeg må suge al den viden ud af hende, som jeg kan!