Elefant(u)orden

Grydelapper med elefanter i forskellige farver var det sommerstrikkeprojekt, det kunne blive til, mens jeg også skulle være codriver for min mand rundt på de svenske veje. Meget afslappende – men egentlig er de ikke så vellykkede, grydelapperne. For store og bløde, selv om jeg putter tyk uldfleece indeni. Der må produktudvikles!

Petite Knit-novice

Min ældste datter ønskede sig en helt bestemt sweater strikket efter et mønster fra den danske strikkevirksomhed Petite Knit. Mærkeligt nok er jeg ikke så vild med at give penge for strikkeopskrifter, selv om jeg rask væk køber garn for hundredvis af kroner. Så datteren købte og betalte selv opskriften på Zipper Sweater Light, og jeg gik i gang med at strikke. En rullekravesweater med lynlås – strikket oppefra og ned. En god og gennemarbejdet opskrift, hvor jeg lærte nyt; tyskervendinger og italiensk aflukning, som kvinden bag Petite Knit har pædagogiske videoer af. Resultatet blev godt, datteren har fået en ny yndlingssweater, og jeg kan sagtens overtales til at købe en opskrift en anden gang. Hvis jeg ikke har for travlt med at væve, selvfølgelig!

Julegave blev dømt ude

Jeg brugte ret lang tid i efteråret på til en julegave at gentage successen fra det gulgrønne kæmpetørklæde – denne gang med en kombination af lys søgrøn og hvid, totrådet uld. Det funkede bare ikke rigtigt. Tørklædet blev for tungt og klodset, efterhånden som det blev større. Jo mere jeg tænkte på modtageren og hendes farver, des mere ærgerlig blev jeg. I stedet endte det med en hurtig, rød løsning i det bløde angora merino fra Garnspecialisten. En lidt vild, juleagtig rød. Men superlækkert, varmt og let resultat.

Knaphuller i strik

Jeg har aldrig været gode venner med at lave trenser til knapper i strik. Denne gang gjorde jeg det eneste rigtige – kiggede på en video på Youtube. Meget lærerigt. Straks blev mine trenser til knapper i en kort trøje noget bedre, omend ikke fejlfrie.

Kæmpetørklæde til Canada

Mine fingre har længe kun villet strikke kæmpetørklæder. Det gulgrønne i et nemt hulmønster havde først ikke en modtager, men så kom min bror heldigvis hjem fra Canada, så jeg kunne sende det med ham retur til min svigerinde. Så nu bor de fine efterårsnuancer meget passende i Ontario, hvor træerne i sæsonen flammer op i både disse og mere rødlige farver.

Silketørklæde, 11 år efter

En veninde forærede mig pga. flytning en lille pose med fire nøgler lyserødt silkegarn. Det skulle have været et tørklæde, sådan med store huller. Men jeg får det aldrig lavet færdigt, sukkede hun. Den slags skal man ikke sige når jeg er i nærheden – jeg strikkede da bare tørklædet for hende. Slipmaskemønster over tre pinde, det var ret enkelt. Og da jeg nede i den lille pose fandt bonen, der var fra februar 2010, kunne jeg lime den fast på kortet til hende og skrive, at hun nok ikke havde regnet med at der skulle gå 11 et halvt år, før tanken om et lyst rosa tørklæde blev til virkelighed. Men det blev det.

Rødt og pink og et farvel

Til jul gav jeg også mig selv noget at arbejde med; svigerdatter Selina fik garn til et kæmpetørklæde, som jeg færdiggjorde i vinterferien. Undervejs agerede vores gamle cairnterrier Rust fotomodel. Det skulle vise sig at være sidste gang; i vinterferien i et sommerhus på Fyn fik han det langsomt dårligere, og lørdag kørte vi direkte fra Fyn til vagtdyrlægen, hvor vi desværre måtte sige farvel til ham. Han kunne om formiddagen ikke stå på benene, måske var det en diskusprolaps, måske en hjernetumor. Men knap 14 år er også en høj alder for en lille hund.

Rust var far til vores anden hund, Fenris, og overlevede ham med et par år.

Theas tørklæde

Ældstedatter Thea fik et stort tørklæde i julegave, som hun straks tog i brug. Altid et kvalitetsstempel for en håndarbejder 🙂 Garnet er købt i dyre domme i tyske Würtzburg i sommer. Jeg går næsten altid målrettet efter at få garn med hjem, når vi er på tur. Dette her var en smule med forhindringer, idet jeg først havde valgt 10 nøgler garn, som jeg slæbte rundt på en halv dag. På et tidspunkt kom jeg til at se nærmere på det, og til min gru gik det op for mig, at der var syntetisk materiale sammen med ulden. Jeg havde simpelthen valgt et forkert garn på hylden. Husbond og hund måtte lægge sightseeingturen rundt i varme Würtzburg om sammen med mig, så jeg kunne nå forbi butikken endnu en gang før lukketid. Hurtigt valgte jeg noget 100 pct. uld, betalte 10 x 5 euro ekstra (!) og gik lykkelig ud igen. Jeg har det bedst med naturmaterialer.

100 elefanter til München

Vores søns tyskfødte kæreste, Selina, har i efteråret været i praktik i München, praktisk tæt på hendes forældre sydligere i Bayern. Jeg måtte lige sende hende en lille hilsen til minde om dansk sommer; i form af et postkort med et motiv fra Bornholm. Det blev også et par grydelapper med de obligatoriske 100 elefanter på. Jeg havde glemt, at jeg fik dem produktudviklet med øjne – så den nederste række elefanter sover …

Astrids store tørklæde

Det store tørklæde i mørkegrå, entrådet uld blev endelig færdigt, komplet med en bred, hulmønstret bort i hver ende og en smallere i siderne. Efter fotosessionen med hund måtte jeg pille syningen op på den ene langside, fordi jeg (indsæt selv bandeord) klovn havde syet de to sider på fra hver sin side. Suk. Men jeg tror og håber, at det unge menneske bliver lige så glad for sit tørklæde, som jeg er for mit eget. En retningsanvisende opskrift: Man skal slå masker op, så tørklædet bliver mindst 75 cm bredt. Og så skal man strikke lige op, til det er mindst 175 cm langt. Eller som jeg strikke det lidt mindre og så supplere med borter, evt. i en anden farve.