Uldtæppe med forhindringer

Uldtæppet til min yngste datter bliver i realiteten slet, slet ikke, som jeg havde regnet med. Den hvide trendtråd er alt for tydelig, og jeg kan ikke rigtig gennemskue, hvordan man laver en såkaldt islætsreps, så islætten ligesom bliver dominerende. Det må læres på et nyt kursus ved lejlighed… Og tæppet bliver også meget tyndere, end jeg havde håbet på. Nå, pyt, færdigt bliver det. Undervejs må jeg dog igennem endnu en hindring: 1 enkelt trendtråd er søllet forkert, og der skal sættes en ny ind. I mangel af et lod bruger jeg 5-kroner i en Storm P.-løsning, som ses på foto herunder. Man må sno sig!

Klar til efteråret!

Utroligt, som små reparationsarbejder og diverse rod hober sig op over tid. Men man kan tygge sig igennem det, så nu har Marius en hel skitaske igen, en cykeltaske er blevet rettet op og en kludemåtte forsynet med kanter. Derefter fik jeg sorteret garnlageret, som efterhånden er komplet, og endelig stod den på rengøring af såvel symaskine som hele vævestuen. Nu er jeg klar til dårligt vejr, efterår, vinter – og indesysler:-) Tænk, at man kan glæde sig til det. Temmelig nørdet. Men jeg har allerede planlagt uldtæppe til Astrid; og – ikke mindst – den første julegave…

To farver og en masse kludder

Så har man prøvet det med: Jeg “arvede” et strikkearbejde fra min mor, som havde opgivet efter blot nogle få centimeter. Det skulle være løgn, tænkte jeg selvfølgelig – og har brugt det meste af sommeren i selskab med det blødeste uld. Bare sort og hvid, men ikke i et hvilket som helst mønster: Der er tale om “Mikkels klaver-halstørklæde”, opskriften er lavet af Anne Abrahamsen, og på grund af de særlige, klaviaturlignende striber bliver garnet undervejs noget værre kludder, der skal kludres op igen. Men det kan sagtens lade sig gøre, og har man en klaverspillende person i sin omgangskreds er det en fin gave. Jeg har lavet det lidt længere end de 122 cm, det egentlig skal være.

Danmarks dyreste viskestykker?!

Måske er de det i hvert fald i tid, de fire viskestykker i Nialin, som nu – endelig – er færdigvævede og efterbehandlede. For, indrømmet, jeg er ikke fan af at skulle zigzagge, vaske, hæfte ender samt ikke mindst sy kanter og stropper på. Men nu er det gjort. En taktik for, hvordan man får angrebet alt det kedelige rutinearbejde, vil falde på et tørt sted 😉

Jeg drager en tur til Elev…

… ved Lystrup nord for Aarhus med det formål at hjemhente en stor pose med garn. Rigtigt, gammeldags vævegarn, som kom til mig gennem min datter Theas veninde Pernilles mors veninde. Hendes mor havde vævet meget, og jeg gør mig allerede tanker om, hvad det lidt grove uldgarn kan inspirere til af tæpper el. lign.  Noget af garnet var ikke vundet op, så det fik jeg gjort.

Klude er som pausefisk

Karklude eller som en her en lidt større udgave – køkkenhåndklæder – er en fin syssel at sidde med, når væven står stille. Eller som nu, da vejret ikke er med indesyslerne, men jeg alligevel ikke kan sidde helt tomhændet i de få timer, hvor der skal kigges fjernsyn eller lign. Ganske almindeligt bomuldsgarn af den tynde slags, 60 masker på pind 3 til karklude – 1r, 1 vr og modsat på den næste pind, så det bliver til perlestrik. På køkkenhåndklæderne bruger jeg 2 r, 2vr og lidt flere masker. Vigtigt at strikke mønsteret rigtigt, ellers får man en fejl på tværs af arbejdet, hvilket måske kan anes på det ene håndklæde på fotoet.

 

Dyrerne? Spindende hjul?

Trods stavekontrol og andre hjælpemidler breder fejl-stavninger sig i såvel elektroniske som “gammeldags” trykte medier. Har vi for travlt? Er de sociale medier så nemme at bruge, at vi ikke bekymrer os om retstavning? Sætninger som “alle dyrerne i Cirkus Nemo” (forsiden af et avismagasin – og det hedder “dyrene”) og “han kørte på spindende hjul” (en artikel i en netavis – her er fejlen, at katte spinder, men hjul kan spinne) får i hvert fald min bekymring til at vokse. I aftes tilbragte jeg så en hel time i selskab med en tekstet tv-serie, hvor teksteren konsekvent ikke kunne finde ud af at sætte det sidste (korrekte) “r” på udsagnsord som “kører”, “rejser”, “spiser” etc. Efter min mening et udtryk for, at der fortsat er brug for professionelle sprogbrugere! Måske er jeg bare gammeldags…

Jeg er vild med det her:-)

Jeg har vundet 4,40 meter trend op i grøn Nialin. 528 tråde, som så er blevet forkammet, bommet, søllet og rittet – for endelig at blive sat fast i væven før det store øjeblik: Skellet virker, mønstret sidder lige i skabet. Det er en helt ubeskrivelig følelse, når det lykkes! Nu er jeg så i gang med det første af 4 viskestykker. Eneste problem er, at den yderste trendtråd gerne vil knække. Jeg har lært at reparere det – men irriterende, hvis det fortsætter.

Skiferie med indlagt strikkekurv

Ud over fantastiske naturscenerier, mange intense kilometer på langrendsløjperne i såvel tindrende sol som overskyet og sne, skønne saunature, dejlig mad og socialt samvær – ja så bød skiferien til Norge også på et lille håndarbejdsprojekt: En strikketaske eller “kurv”, skabt ud fra erindringen om en taske, som en medkursist på Skals havde. Da kurven var færdig, var den for stor og løs i det, men det var netop meningen: En tur i vaskemaskinen på 60 grader, og vupti har jeg en lille, fast kurv til mindre strikke-arbejder. Hvis man på de to billeder sammenligner, hvor meget tasken fylder i forhold til ruderne i døren, er det tydeligt at se, at tasken er skrumpet 🙂

Men væven er skam også i gang!

Jeg har arvet en lille smule uldgarn, som jeg har sat væven op med. Selve vævningen er en vaffelvævning; tildels for at udfordre såvel mig selv som Glimåkraen med hele seks tramper i gang. Men også fordi det giver en flot virkning, efter min mening. Stoffet skal gerne blive til et slag. Lad os se, hvornår det bliver – hverdagen og arbejdet truer 😉