Astrids store tørklæde

Det store tørklæde i mørkegrå, entrådet uld blev endelig færdigt, komplet med en bred, hulmønstret bort i hver ende og en smallere i siderne. Efter fotosessionen med hund måtte jeg pille syningen op på den ene langside, fordi jeg (indsæt selv bandeord) klovn havde syet de to sider på fra hver sin side. Suk. Men jeg tror og håber, at det unge menneske bliver lige så glad for sit tørklæde, som jeg er for mit eget. En retningsanvisende opskrift: Man skal slå masker op, så tørklædet bliver mindst 75 cm bredt. Og så skal man strikke lige op, til det er mindst 175 cm langt. Eller som jeg strikke det lidt mindre og så supplere med borter, evt. i en anden farve.

Yndlingstørklædet

Det store tørklæde, som jeg fik påbegyndt på dette års skiferie, blev lige knap stort nok. Hen over sommeren har jeg derfor – trods en indædt musearm – fået strikket to kanter i mørkegrå. Tørklædet er endt med at blive voluminøst – ca. 70 cm bredt og 175 cm langt, hvoraf ca. 2 x 20 cm er de grå kanter. Det er strax blevet et yndlingstørklæde, varmt, kan snos om halsen eller bruges som sjal. Endda som et lille tæppe rundt om benene, når det er koldt.

Det er lidt svært at yde tørklædet retfærdighed på et foto, men her er det 🙂