Melerede kludetæpper

Vinterens projekt kludetæpper blev endelig færdigt – 12 tæpper og en enkelt lille pjalt endte det med. De første forårsuger gik med at få kantet dem. Det er et langsommeligt, hovedpinefremkaldende arbejde. Men resultatet bliver godt, synes jeg. Jeg har endelig lært at blande hvide og farvede kluderester, så resultatet bliver godt meleret. Praktisk og pænt.

Den næstsidste gave fra min far

I december døde min far, for mig var det meget pludseligt. Sørgeligt og trist og hårdt på alle måder. Her i januar har jeg igen bevæget mig ind i vævestuen; der står atter kludetæpper på programmet – og står så pludselig med en bunke tæppeskytter i hånden, som bringer minderne frem. Tænker jeg tilbage, kan jeg se, at det er den næstsidste, væverelaterede gave, jeg nåede at få fra min far. Skytterne var dukket op i en genbrugsforretning til billig penge, men var alt for lange. Men når ens far er snedker, måler han da bare og kommer med dem igen nogle dage senere – nu i den længde, jeg kan bruge. Tak for det. Heldigvis har jeg dem og mange andre ting, han har lavet, som minder.

Skytterne bliver proppet fulde med dobbelte kludestrimler – en grøn og en hvid/grøn/lyserød – som ender med at blive til ret flotte kludetæpper, når jeg selv skal sige det. Sønnen er flyttet i bofællesskab i en gammel lejlighed i Aalborg med vinde og skæve gulve, så han skal have et par tæpper til at pynte med.