I december døde min far, for mig var det meget pludseligt. Sørgeligt og trist og hårdt på alle måder. Her i januar har jeg igen bevæget mig ind i vævestuen; der står atter kludetæpper på programmet – og står så pludselig med en bunke tæppeskytter i hånden, som bringer minderne frem. Tænker jeg tilbage, kan jeg se, at det er den næstsidste, væverelaterede gave, jeg nåede at få fra min far. Skytterne var dukket op i en genbrugsforretning til billig penge, men var alt for lange. Men når ens far er snedker, måler han da bare og kommer med dem igen nogle dage senere – nu i den længde, jeg kan bruge. Tak for det. Heldigvis har jeg dem og mange andre ting, han har lavet, som minder.

Skytterne bliver proppet fulde med dobbelte kludestrimler – en grøn og en hvid/grøn/lyserød – som ender med at blive til ret flotte kludetæpper, når jeg selv skal sige det. Sønnen er flyttet i bofællesskab i en gammel lejlighed i Aalborg med vinde og skæve gulve, så han skal have et par tæpper til at pynte med.