På min spadseretur fra Aarhus H til jobbet i Mediebyen går jeg forbi ovenstående mur, der skifter udtryk alt efter årstid. Sådanne synsindtryk betyder meget for mig i det daglige. Også på hverdagens gåture med hunden smutter der sommetider et foto af en betagende udsigt med.
Min mand og jeg havde i juni en mærkedag, der skulle fejres i stilhed. Egentlig villle vi have slæbt vores unger med til Jordan for dér at mødes med den mellemste, der skulle have tilbragt foråret i Palæstina og Jordan med at lære arabisk og arbejde frivilligt. Men intet er, som det plejer, i dette coronaår. I stedet blevet det til en uge på Rømø, og det var virkelig dejligt. Jeg har aldrig besøgt øen før, men de strande der … helt fantastisk. Og for tiden ser jeg farvesammensætninger og vævemønstre overalt, så lidt natur sniger sig også med på billederne.