Mit hold var et gulvtæppekursus med tæppevæver Merete Erbou Laurent, en virkelig dygtig, behagelig og inspirerende væver. Jeg drog hjem efter en hård uge med syv prøver på gulvtæpper. Ikke at jeg føler mig udlært, det var svært især at lave pæne afslutninger, men det giver mig mod på at væve endnu mere.
Prøver på nogle af Merete Erbou Laurents tæpper.
Prøve 1. Papirgarn og rubco i dobbeltvævning.
Prøve 2. Ekstremt tykt uldgarn som trend. Islæt er samme – og så et forsøg med tyndere garner, som ikke gav noget godt resultat. Det mørkeblå er et smukt tæppe, som vores lærer havde med, vævet op i samme garntype.Prøve 2 i ren rubco, f.eks. til en måtte.
Prøve 4 og 5 i papirgarn. Jeg var ikke fan under opsætningen, man kan næsten se på de nederste fotos, hvor dødt det var at arbejde med. Men resultatet blev flot, når jeg selv skal sige det. Øverst til venstre prøve 4 med tre farver garn, i midten prøve 5, hvor vi havde søllet og rittet om for at kunne lave skarpt adskilte felter. Kanten på prøve 4 blev limet og foldet og sat i spænd med skruetvinger.
Prøve 6. Sølning til lærredsvævning 1,2,3,4 – 4 skaft, 2 tramper. Trending på kam 30/10 1/1, trend er sisal, islæt er sisal + diverse materialer til rya – tyk uld, papirgarn, totrådet uld.
Prøve 7, bindetrådsvævning i totrådet uld. Det var nok den, jeg var mest begejstret for, fordi ulden var virkelig lækker at arbejde med. Men jeg er ikke fan af frynser, så hvordan skal man lave en flot kant?
Mit yndlingstørklæde fra 2019 har inspireret mig til at bruge det entrådede uldgarn, jeg har liggende, til at gentage succesen. Denne gang med et ribmønster i stedet for hulmønsteret. Målinger – med hunden Rust som tilskuer – viser, at denne udgave skal have bort såvel på de langsgående sider som i enderne. Så det kan få den rigtige størrelse.
Rust følger os, hvor vi går og står. Han er 13 år gammel og en hyrdehund par excellence. Jeg blev egentlig hurtig fortrolig med mønsteret, men det mørkegrå garn var svært at se mønsteret i undervejs.
Min mor ytrede i efteråret, at en af hendes veninder har et slag – også kaldet en cape – som er meget praktisk. Så kort, at man stadig har armene fri, men stadig lunt til en kølig dag. Det satte tanker i gang, og jeg måtte i garnkasserne for at finde tykt uldgarn. Mønsteret har jeg fået af en medkursist på Skals, og det ejer jeg kun i en meget ringe kopi – men grundidéen er, at man strikker (eller væver) to ens stykker stof dobbelt så lange som de er brede. 35 cm x 70 cm giver det bedste resultat. De sys sammen og danner, når man vender det rigtigt, et fint slag, som går ned i en spids på maven. Jeg strikkede det første på to dage! De to næste fik ryddet godt ud i mit gamle garnlager. Dejligt.
Slaget til min mor i proces. Det endte som en overraskelse under juletræet.
Den grønne udgave er ret speciel i farven, men min veninde Vibeke kan bære det. Det fik hun i nytårsgave og tog det straks i brug. Vores hund Rust ser beundrende til.
Halshullet kan godt virke for åbent, især i en sommerudgave strikket op i hør vil stoffet nok give sig. I så fald kan man strikke en decideret kant. Det sidste, som jeg strikkede i mere neutrale jordfarver, blev forsynet med en hæklet kant i tynd mohair. Det bliver til en gave til Karin, når hun kommer hjem fra Sydamerika og formentlig fryser i den danske vinter.
Halskanten på Karins slag set tæt på.
Sidste info: Mønstrene til de tre slag er simple ret/vrang-mønstre hentet i en lille bog, som jeg har fået fingre i for år tilbage: “Strikning” af Aase Westphal, baseret på en engelsk udgave med titlen “Knitting, A Dorling Kindersley Book”. Den har på dansk undertitlen “En illustreret guide over mere end 90 smukke mønstre”. Det er også her, jeg hentede kniplingsmønstret til mit store yndlingssjal, som jeg strikkede i 2019.