En pludselig indskydelse fik mig i november til at booke en stand på designmarkedet FindersKeepers på Godsbanen i Aarhus. Det betød lynende travlhed, fordi jeg ikke har haft et decideret lager af vævede produkter. Det fik jeg så i løbet af under to uger. 16 efterårsviskestykker blev vævet, og jeg drog af sted på marked.
Min datter Astrid Emilie Nørgaard dimitterede fra Rytmisk Musikkonservatorium i sommer og er nu debuteret med udgivelsen “Irmgard Irmgaard” – udgivelsen kan fortsat findes og downloades, hvor du normalt finder din musik – se også irmgaard.dk – Musikken er moderne klassisk med et twist, og numrene har titler som “The threads that connect us”, “The fabric we’re made of” og “Heirloom” (et fantastisk engelsk ord, der ud over at betyde “arvestykke” indeholder ordet “loom”, der jo betyder “væv”). Hun har nemlig hele vejen igennem været optaget af mine væverier, som hun forbinder med det at skabe musik. I forbindelse med udgivelsen i en pladebutik i København arrangerede hun en udstilling af en hel stribe af mine væverier. To store, ufærdige, som hænger bag hende på ovenstående foto – og mange små prøver og rester. Publikum til eventet kunne så købe adgang til at downloade musikken sammen med en lille, vævet stofprøve. Genial måde at skabe en fysisk “plade” på, når der nu ikke er en sådan 🙂
Det er altid en kæmpe tilfredsstillelse at klippe væven ned og se, hvor mange stykker tekstil det blev til undervejs. Nu kan jeg også tilføje personlige navnemærker og hjemmevævede bånd til produkterne, i dette tilfælde ni badehåndklæder. Tynde og lette, velegnede til rejsebrug og stranden. Mål ca. 70 x 170 cm, men krymper jo i vask. De er til salg, koster 900 kr. stykket. Og så tænker du, det er godt nok meget for et håndklæde. Men det er 100 pct. håndlavet og helt unikt.
Sommerferieturen rundt i Sverige fik et efterspil, fordi jeg ville lægge turen forbi Garnbutikken i Kinna. Som så havde ferielukket 🙁 I raseri bestilte jeg en smule garn. Det kom til Horsens flere uger senere. Nu har jeg vist nok i en periode…
En varm sommerdag havde jeg tid til at kaste mig over en ny uldtrend, denne gang stribet. For Deflected Double Weave skal altså afprøves, før jeg begynder på tredje år af væveuddannelsen. Denne gang gik det bedre, og jeg fik fabrikeret yderligere to tørklæder. Både dem og de to forrige afventer dog eftermontering, fordi stoffet måske først skal bruges til et projekt, som min yngste datter arbejder på. Mere om det senere.
Hold nu k… hvor er det fabelagtigt, som jeg kan karte rundt og lave – nye – fejl, selv om jeg efterhånden er en ret garvet og halvudlært væver. Denne gang var det en opskrift på et tørklæde i Deflected Double Weave, som jeg fandt i et lille kalenderhæfte fra Skals Håndarbejdsskole, hvor illustrationen af binding og opsætning var så diminutiv, at jeg overså de to farver i både trend og islæt. Jeg havde en ensfarvet trend hængende og gik glad i gang med at sætte væven op med hele otte skafter. Udtrykket var bare slet, slet ikke, som jeg havde ventet. Et nærmere kig på opskriften – nåå, der skulle væves ind med striber i to farvet. Det blev endnu værre. Og først da opdagede jeg, at trenden skulle have været stribet. Suk. Opsætningen af denne første uldtrend blev så lavet om til en kipper, og jeg vævede stof til et tørklæde i kipper + et i tretrampevæv.
Jeg har i et par omgange bakset med min genbrugsbåndvæv. I tredje hug knækkede jeg koden – måske også fordi jeg satte den op med bomuld 16/2, og alene det tynde garns fine udtryk fik båndet til at fremstå pænere. Viskestykkerne i halvdrejl kom til at se meget prof ud – dejligt!
En af de individuelle opgaver på min væveuddannelse, prøver i bindingen halvdrejl, blev jeg så begejstret for, at jeg fandt frem til en opskrift på viskestykker i halvdrejl. Jeg googlede simpelthen, og op dukkede en opskrift fra Horsens Vævekreds. Nem at væve trods en mangel i opskriften (eller en fejl fra min side) så rapporten manglede tre tråde i at gå op. Det levede jeg med, og viskestykkerne blev de første, jeg med held satte til salg på Instagram og Facebook. Nogle af kludetæpperne fra tidligere i år er som nævnt også blevet sat til salg, men dem er der altså ikke rigtig nogen afsætning på.
Navnemærkerne er købt hos Ikast Etiket, hurtigt og billigt – og i første omgang syntes jeg, de så lidt fesne ud. Men en hurtig beslutning senere – at sy en stikning både i enderne og hen langs midten af mærket – syntes jeg faktisk, at resultatet blev ret vellykket.
Endelig færdig med det svineri, som fabrikation af kludetæpper medfører. Det er altid skønt at klippe en vævning ned, men især med tæppeproduktionen får man nullermænd og rod i hele vævestuen, før man kommer ud på den anden side. Og denne gang med en nyskabelse: navnemærker. Jeg er nemlig for første gang nået til at kunne sælge noget af mit vævede, færdig med at forære væk til højre og venstre – det kan også blive lidt en hadegave, hvis man for gud ved hvilken gang bliver prakket et hjemmevævet stykke stof på. Jeg sælger via min Instagram-konto, og der er ikke rigtig afsætning på kludetæpper – desværre, for det er jo en skøn genbrugsting at lægge på sit gulv.