Hurra for madrassting

Denne vinters skiferieprojekt, en lyseblå uldcardigan, er afsluttet. Undervejs forsøgte jeg mig med at se en video på Youtube om, hvordan man syr sammen med madrassting. Og hurra! endelig har jeg lært det. Synes det ser helt fint og usynligt ud.

Et af ærmerne undervejs i sammensyningen.
Den færdige trøje blev forsynet med perlemorsknapper fra lageret, indtil jeg måske finder de helt rigtige knapper.
Sammensyningen lidt tættere på.

Melerede kludetæpper

Vinterens projekt kludetæpper blev endelig færdigt – 12 tæpper og en enkelt lille pjalt endte det med. De første forårsuger gik med at få kantet dem. Det er et langsommeligt, hovedpinefremkaldende arbejde. Men resultatet bliver godt, synes jeg. Jeg har endelig lært at blande hvide og farvede kluderester, så resultatet bliver godt meleret. Praktisk og pænt.

En vævet rest kan blive til …

Ældstedatteren skulle til Palæstina i fire måneder for at lære mere arabisk, end hun følte hun kunne på universitetet her i Danmark. En lang rejse til en fremmed kultur, så jeg ilede med at sy en lille pung til hende, så hun kunne medbringe lidt hjemlige minder. Hun kom godt derned og i gang – men desværre hjem igen efter blot tre uger pga. coronakrisen. Den har betydet ændringer i manges tilværelse i dette år.

En lille pung af et stykke vævet stof, som jeg har haft liggende nogle år.

Vinter med slag i

Min mor ytrede i efteråret, at en af hendes veninder har et slag – også kaldet en cape – som er meget praktisk. Så kort, at man stadig har armene fri, men stadig lunt til en kølig dag. Det satte tanker i gang, og jeg måtte i garnkasserne for at finde tykt uldgarn. Mønsteret har jeg fået af en medkursist på Skals, og det ejer jeg kun i en meget ringe kopi – men grundidéen er, at man strikker (eller væver) to ens stykker stof dobbelt så lange som de er brede. 35 cm x 70 cm giver det bedste resultat. De sys sammen og danner, når man vender det rigtigt, et fint slag, som går ned i en spids på maven. Jeg strikkede det første på to dage! De to næste fik ryddet godt ud i mit gamle garnlager. Dejligt.

Slaget til min mor i proces. Det endte som en overraskelse under juletræet.

Den grønne udgave er ret speciel i farven, men min veninde Vibeke kan bære det. Det fik hun i nytårsgave og tog det straks i brug. Vores hund Rust ser beundrende til.

Halshullet kan godt virke for åbent, især i en sommerudgave strikket op i hør vil stoffet nok give sig. I så fald kan man strikke en decideret kant. Det sidste, som jeg strikkede i mere neutrale jordfarver, blev forsynet med en hæklet kant i tynd mohair. Det bliver til en gave til Karin, når hun kommer hjem fra Sydamerika og formentlig fryser i den danske vinter.

Halskanten på Karins slag set tæt på.

Sidste info: Mønstrene til de tre slag er simple ret/vrang-mønstre hentet i en lille bog, som jeg har fået fingre i for år tilbage: “Strikning” af Aase Westphal, baseret på en engelsk udgave med titlen “Knitting, A Dorling Kindersley Book”. Den har på dansk undertitlen “En illustreret guide over mere end 90 smukke mønstre”. Det er også her, jeg hentede kniplingsmønstret til mit store yndlingssjal, som jeg strikkede i 2019.

Den næstsidste gave fra min far

I december døde min far, for mig var det meget pludseligt. Sørgeligt og trist og hårdt på alle måder. Her i januar har jeg igen bevæget mig ind i vævestuen; der står atter kludetæpper på programmet – og står så pludselig med en bunke tæppeskytter i hånden, som bringer minderne frem. Tænker jeg tilbage, kan jeg se, at det er den næstsidste, væverelaterede gave, jeg nåede at få fra min far. Skytterne var dukket op i en genbrugsforretning til billig penge, men var alt for lange. Men når ens far er snedker, måler han da bare og kommer med dem igen nogle dage senere – nu i den længde, jeg kan bruge. Tak for det. Heldigvis har jeg dem og mange andre ting, han har lavet, som minder.

Skytterne bliver proppet fulde med dobbelte kludestrimler – en grøn og en hvid/grøn/lyserød – som ender med at blive til ret flotte kludetæpper, når jeg selv skal sige det. Sønnen er flyttet i bofællesskab i en gammel lejlighed i Aalborg med vinde og skæve gulve, så han skal have et par tæpper til at pynte med.

Håndklæder revisited

Jeg har en læser! I hvert fald er der en, der har læst på min blog og efterlyser et decideret vævemønster på et af mine projekter. Mange af de vævninger, jeg laver, baserer sig på mine nu tre ugelange ophold på Skals Håndarbejdsskole. Jeg har mønstrene i kopieret form og deler dem gerne her. Men udregninger m.v. kræver, at man selv sætter sig ned og regner ud, hvor brede hhv. hvor lange, man vil have sine vævede stykker stof. Og så er der alle overraskelserne. Det håndklædemønster, jeg viser herunder, får åbenbart stoffet til at trække sig meget sammen – måske er det selve den vaflede struktur i stoffet, måske er det det tynde 16/2 bomuldsgarn. Jeg kan ikke anbefale nok, at man allierer sig med en dygtig vævelærer – om det så er på Skals eller måske i form af et aftenskolehold eller via en vævekreds i den by, man bor i.

Et måske lidt mere læseligt og tydeligt billede af selve mønstret ses herunder:

Julesyslerier

Ind under jul … der sysles med diverse håndarbejde, som forhåbentlig vil falde i god jord hos modtagerne. Jeg har i år som tidligere nævnt været plaget af en musearm, som jeg forhåbentlig slipper af med på et tidspunkt. Alligevel har jeg strikket, hæklet og vævet i det små. Men også siddet og set ud over vandet på Gran Canaria en uge i november UDEN at nørkle med et eller andet. Det kunne faktisk godt lade sig gøre. Men jeg vil nu helst være i stand til at foretage mig noget nyttigt.

Færdige håndklæder

Kæmpestore og meget stive. Og grimme. Det er ikke så flatterende, de ord der er at hæfte på de håndklæder, jeg fik lavet i dette efterår. Der er ikke så meget at gøre ved det. Tror at stoffet er fint nok, og at de kan udfylde deres formål – at tørre én, når man har været i havet eller svømmehallen. Stivheden går af i vask, så meget ved jeg da.

Næææh – er det til mig?

Jeg har igen ønsket mig noget væverelateret af min far i fødselsdagsgave. Og se, om han ikke hører min bøn: En bette hylde, som nu hænger på væggen ved siden af min væv. Lige med plads til radio, kaffekop, ekstra garn – og så en holder til at sætte min mobiltelefon på. Perfekt! Især fordi min vævebænk, som jeg fik af ham sidste jul, kan vippe i sædet. Ikke så trygt at stille kaffekoppen på den 🙂

Håndklædemisere

Stoffet til min anden håndklædeudfordring er færdigt. Jeg har været superglad for at arbejde med hør- og bomuldsgarnet fra Garn Specialisten, men er mildt sagt ikke tilfreds med det samlede farveindtryk. Vævet stof kommer bare nemt til at se så – ja, hjemmelavet ud. Det er naturligvis også meningen, kan man indvende. Men denne gang har jeg bare fået lavet en efter min mening lidt for mærkelig farvekode i trenden. Nogen bliver udsat for håndklæderne som julegave 🙂 så lad os håbe, at de dur, selv om de er grimme.