Nu hænger gardinerne der

Endelig! Soveværelsesgardinerne er på plads, præcis som jeg har drømt om og med en ny gardinstang, der i modsætning til vores gamle ikke er så tynd, at den hænger nedad på midten. Til trods for alle mine målerier kysser den nederste kant vindueskarmen. Men det bliver ikke lavet om, det må rette sig i kommende vaske.

Måle, nåle, sy, måle …

Gardinprojektet skulle jo føres til ende, men det tog mig mange timer at måle længder, sætte nåle i, sy stropper, kontrolmåle og forfra igen. Det gjorde det ikke bedre, at jeg med mine sædvanlige store armbevægelser havde vævet stof til fire gardiner, så både kontor og soveværelse kunne blive forsynet med nye gardiner. Oprindeligt var den lange trend min sikkerhed for, at jeg kunne klippe en ekstra bane til soveværelsesgardinerne, hvis stoffet krympede alt for meget i bredden. Det viste sig heldigvis ikke at blive nødvendigt.

Livline til gardinchok

Jeg blev endelig færdig med gardinstoffet, der efter alle kunstens regler fik en tur i vaskemaskinen. Med det mener jeg, at jeg lagde det forsigtigt sammen i fire lag, syede dem nænsomt ind i et dynebetræk, lagde stoffet i eddikevand i nogle timer og til sidst puttede hele molevitten ind i vaskemaskinen til en skånevask. Og gisp, så var det blevet misfarvet! Hvis jeg kunne besvime, var det sket i det øjeblik, jeg fik vished for, at der VAR gullige felter i stoffet, det var ikke bare mine øjne, der bedrog mig. Jeg måtte bide hovedet af al skam og spørge mig for i en vævegruppe på Facebook. Folk var virkelig flinke og kom med forskellige bud. Essensen af dem var: Vask en gang til. Det gjorde jeg så – denne gang droppede jeg dynebetrækket – og det gik heldigvis godt. Forklaringen, som jeg hælder til, kom også fra en klog væver på Facebook: Moderne vaskemaskiner bruger simpelthen for lidt vand til, at overskudsfarven i garnet kan blive skyllet ud i første hug. Det synes jeg lyder plausibelt.

Inden vaskehalløjet havde jeg hæftet alle ender langs siderne af de 9 meter stof. Det tog sin tid, men jeg tror det var godt at gøre det før vask.

Rødt og pink og et farvel

Til jul gav jeg også mig selv noget at arbejde med; svigerdatter Selina fik garn til et kæmpetørklæde, som jeg færdiggjorde i vinterferien. Undervejs agerede vores gamle cairnterrier Rust fotomodel. Det skulle vise sig at være sidste gang; i vinterferien i et sommerhus på Fyn fik han det langsomt dårligere, og lørdag kørte vi direkte fra Fyn til vagtdyrlægen, hvor vi desværre måtte sige farvel til ham. Han kunne om formiddagen ikke stå på benene, måske var det en diskusprolaps, måske en hjernetumor. Men knap 14 år er også en høj alder for en lille hund.

Rust var far til vores anden hund, Fenris, og overlevede ham med et par år.

Theas tørklæde

Ældstedatter Thea fik et stort tørklæde i julegave, som hun straks tog i brug. Altid et kvalitetsstempel for en håndarbejder 🙂 Garnet er købt i dyre domme i tyske Würtzburg i sommer. Jeg går næsten altid målrettet efter at få garn med hjem, når vi er på tur. Dette her var en smule med forhindringer, idet jeg først havde valgt 10 nøgler garn, som jeg slæbte rundt på en halv dag. På et tidspunkt kom jeg til at se nærmere på det, og til min gru gik det op for mig, at der var syntetisk materiale sammen med ulden. Jeg havde simpelthen valgt et forkert garn på hylden. Husbond og hund måtte lægge sightseeingturen rundt i varme Würtzburg om sammen med mig, så jeg kunne nå forbi butikken endnu en gang før lukketid. Hurtigt valgte jeg noget 100 pct. uld, betalte 10 x 5 euro ekstra (!) og gik lykkelig ud igen. Jeg har det bedst med naturmaterialer.

Mohair med mere

Jeg kan ikke lade være med at vise et par billeder af dette projekt; råhvid mohairtrend til nogle meter stof, der skal ende som Astrids pudebetræk + formentlig et par muleposer, måske til at sælge. Mohairgarnet er ret tyndt og virkelig lækkert, og jeg vovede at bruge det som trend. Det forløb egentlig fint, en overgang i selve vævningen var der enkelte tråde, som knækkede. Men det gik.

Den fluffede mohair tog sig vældig fin ud, da hele trenden lå klar.
Tæt på kan man se, hvor meget fluf der er på mohairgarnet.
Mohairgarnet var heldigvis nemt at arbejde med både i forkamningen og selve opsætningen.

Dovenskab og hvad deraf følger

Den dovne væver tror, at hun gør det nemmere for sig selv, f.eks. ved at vinde meget garn op på sin spole. Men nej, det hævner sig. Som her, hvor jeg måtte bruge dyrebar tid på at vikle garn ud. I det hele taget bliver jeg konstant fascineret af, hvor mange meter garn man kan få til at arte sig fint – og hvor vanskeligt det så bliver, hvis noget går galt.

Tre måneders arbejde

Min mor skulle selvfølgelig have en rigtig fin julegave et år efter, at min far døde. Fra sommer og tre måneder frem havde jeg konstant tyndt, pink silke/angora/merino-garn mellem fingrene for at strikke et kæmpetørklæde til hende. Det var en af de gaver, man glæder sig til at overrække. Garnet var fra Garnspecialisten og egentlig vævegarn. Hele tørklædet på 75 x 175 cm krævede kun hæftning af to ender – ved start og slut.