Frihed eller fattigdom

I efteråret blev min afdeling på Jyllands-Posten/Finans såkaldt virksomhedsoverdraget – det vil sige, at papiravisen fremover skal laves uden for JP-matriklen i Aarhus. Vi fik alle tilbud om at følge med over til det eksterne firma, men valgte frivillige fratrædelser i stedet. Så nu har jeg for første gang i knap 30 år – bortset fra barselsperioder – tid i nogle måneder til at tænke på, hvad der så skal ske. Jeg kan nok også nå at væve lidt 😉 Det kan jeg jo ikke leve af, det er vanskeligt nok blot at få materialeprisen dækket ved at sælge væverier. Men pyt, jeg vil prøve at nyde friheden, før jeg når ind i fattigdommen.

Jeg markerede overgangen ved bogstaveligt talt at gå ind i det nye liv. Fra mit hjem i Horsens til min mors i Brædstrup. Det skete ad en dejlig natursti, som bl.a. fører over Den Genfundne Bro ved Vestbirk. Masser af væveinspiration undervejs, indtil min telefon pga. kulden gik helt ned.

Klostermølle for evigt

I nærheden af Silkeborg ligger Klostermølle, som vi udforskede tidligere i år sammen med vores svoger og svigerinde. Der er en hel stribe vandreruter i området, og vi fik os bevæget op på Sukkertoppen. Selve Klostermølle er en gammel papirfabrik, blandt andet. Men også et kulturminde, som nogle forsøger at få bevaret. Det er i hvert fald et specielt sted med væveinspiration, også på en regntung sommerdag.

Svenske drømme

Et sug i maven over alle de smukke scenerier, vi oplevede på vores sommerferie i Sverige. Den største oplevelse var for første gang nogensinde at have en dag i den stockholmske skærgård, hvor vores yngste datters svenske kæreste har familiesommerhus. Fantastisk at opleve, komplet med afhentning i speedbåd, picnic på en ø, tordenskylle, badstue og godt selskab. Herover blot et enkelt sceneri fra den dag, herunder en stribe fotos med diverse svensk væveinspiration (selvfølgelig).

Elefant(u)orden

Grydelapper med elefanter i forskellige farver var det sommerstrikkeprojekt, det kunne blive til, mens jeg også skulle være codriver for min mand rundt på de svenske veje. Meget afslappende – men egentlig er de ikke så vellykkede, grydelapperne. For store og bløde, selv om jeg putter tyk uldfleece indeni. Der må produktudvikles!

Sommerferie i Sverige

Dette års sommertur gik med mand og hund i en lille, lejet camper rundt i Sverige. I Ystad ligger en kunsthåndværkerbutik i tre etager, hvor jeg stod længe og studerede håndklæder sat til salg. 1.1198 svenske kroner for et hammamhåndklæde vævet på et professionelt væveri. Så kan jeg godt tillade mig at tage 800 danske for et håndvævet.