En rask køretur til Hørmann nord for Silkeborg og godt 500 kr. senere – så var jeg i gang med de første prøver til mit afslutningsprojekt. Efter råd fra lærer Gina delte jeg den smalle prøve op i tre farvekombinationer for at få et overblik over, hvad der virkede bedst. Desværre blev prøverne ikke særlig pæne. Stoffet bulede, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Og trendtrådene dækkede slet ikke islættet, som det skal i en trendreps.
Det starter jo altid med en drøm. For mig er det drømmen om at udskifte den skuffende anonyme Montana-reol med en egetræsreol, som min snedker af en far lavede i det år, jeg blev født – 1968. Lige nu står den i vores kælder (foto herunder), men den skal op i vores stue og komme til ære og værdighed. Men … der er asketræsparket i stuen, og det bliver meget træ med træ på. Derfor vil jeg væve et gulvtæppe, der kan bryde og forhåbentlig lysne lidt. Klaver og rød kommode kommer til at vige, for egetræsreolen er noget bredere end den hvide reol.
Jeg har været i gang med tæppeprøver i uld; neutrale farver – min yndlingsfarve blå kommer desværre ikke til at være med, det bliver for mørkt.
En juniweekend i Skals gjorde mig lidt klogere på, hvad jeg skal lave som afsluttende projekt. Især det fine moodboard i blå nuancer foroven til venstre var en øjenåbner. Tænk, at jeg fandt det fantastiske Ritt Bjerregaard-citat, “Jeg er ikke bange for at dø”. Det passer jo ikke, jeg har så meget vævning, jeg gerne vil nå. Men det er en virkelig vidunderlig sætning at sige for sig selv samt have hængende; hver dag er en gave.
Weekenden strøg af sted med øvelser, hvor vi skulle eksperimentere med først striber, siden tern – så arbejdede vi med moodboard’et og til sidst med skabeloner i papir som en læring i, at det ikke altid er nødvendigt at væve prøver først, man kan også arbejde med vikleprøver og farvekridt på papir. En anelse mindre arbejdskrævende end at sætte væven op.
Jeg måtte lave mine mapper færdige i foråret, så de kunne blive bedømt som afslutning på væveuddannelsens tredje år, uden at have rester af en helt bestemt trend. I oktober sidste år vævede vi en lille prøve kaldet “Plaid til udfold” – dvs. det er en metode til at kunne væve fx en bred plaid, selv om man kun har en smal væv. Selve prøven fik vi i første omgang ikke med hjem, fordi de hang sammen to og to, idet vi i samme ombæring lærte at lave frynser på væven. I januar, da vi var på Skals igen, fik prøverne så en tur i sæbevand og blev valket eller filtet, så uldgarnet i frynserne arbejdede sig helt ind i sig selv og bare kunne klippes over. Ikke noget med knuder for enden. Mageløst. Men da jeg kom hjem, manglede jeg en rest af den mørkegrå og karrygule trend. Heldigvis hjalp en væveveninde fra mit hold, selv om hun bor i Nordjylland – så nu er mapperne fuldendte!
Tredje år på væveuddannelsen bød på en individuel opgave i form af dobbeltvævning i poseform. Med opsætningen kan man væve rundt (poseform), lukket (til en kant forneden på posen) og i to adskilte lag til fx en løbegang – eller en klap, hvis man nøjes med at væve det ene lag nogle centimeter. Helt forunderligt. Jeg begik den fejl at bruge fire 80’erinspirerede farver, der to og to var så tæt på hinanden, at det voldte mig en del kvaler i opsætningen. Men det lykkedes, og jeg fik lavet en hel stribe små poser, kuvertpunge og prøver til mine mapper. Nedenfor to sider af den samme lille posetaske, og under dem et udvalg af de færdige produkter.
Helt utroligt var jeg i januar på mit sidste praktiske ophold på den fireårige faguddannelse i skaftevævning. Vi mangler stadig over et år, men det sidste år består af en selvstændig afslutningsopgave, så det er lidt anderledes skruet sammen. Dobbeltvævning var temaet for januarmodulet, og der blev bandet lidt undervejs. Den grønstribede prøve herover var mit andet forsøg på et dobbeltvævet gulvtæppe, og med mine tanker om at væve tæppe som afsluttende prøve huede det mig ikke, at jeg åbenbart er så dårlig til det 🙁
Alle prøver bliver klippet ned, og man får sine egne med hjem. Her får de så afslutninger, ender bliver hæftet og klippet af, man vasker sine prøver og lægger dem til sidst i mapper sammen med materialeprøver. Alt med det formål at have mapperne med opskrifter og prøver til evig eje og glæde.
En særlig spøjs oplevelse var det at væve Puddelhund, en prøve i et aktivt garn, der reagerer på vand. Helt normal ser prøven ud – og efter at have været i vand er den helt trukket sammen.
Jeg drømmer om at væve et gulvtæppe som mit afsluttende projekt på faguddannelsen i skaftevævning. Inspiration hentes mange steder, på fotos herover og -under et par stykker, som fortæller mig, at man kan væve flere stykker og derefter sy dem sammen, så de bliver til et større tæppe. Farverne er ikke lige min kop te, men ideen med at sy baner sammen er brugbar. Jeg vil gerne væve et gulvtæppe til et centralt sted i vores stue, og det skal være ca. 2 x 3 meter.
Jeg vil gerne væve dækkeservietter eller bordløbere eller – mere moderne – dobbelte dækkeservietter, såkaldte dinner for two til at lægge på tværs af spisebordet. Jeg bruger min individuelle opgave i vinterens løb til at afprøve diverse garner, jeg har liggende. Resultaterne er ikke så heldige, men en god læring for mig. Dækkeservietter skal ligge ordentligt på bordet, derfor er dobbeltvævningen god og fast til formålet.
Indimellem jobkaos og forberedelse til designmarked drog jeg til Skals for at deltage i det indledende modul til vævelaugets faguddannelse i skaftevævnings tredje år. Det blev som sædvanlig nogle hektiske, arbejdsomme dage. Denne gang lykkedes det mig dog at holde stressen nede og få vævet det, jeg skulle, inklusive prøven på foto ovenfor, en plaid til at folde ud. En brugbar metode til at væve bredere tekstiler end dem, ens væv egentlig kan rumme.
Billederne nedenfor viser nogle af de prøver fra hjemmearbejdet i det foregående modul, som vi altid viser til hinanden. Her er det halvdrejl og pletdrejl. Meget inspirerende at se, hvor forskellige prøver folk kommer med.
Fortidens vævere var eddermame dygtige. Dette stykke stof skulle vi analysere som en del af væveteorien på faguddannelsen. 16 tramper og 16 skafter – min egen væv kan klare max. 10 af hver, og personligt synes jeg, at såvel 10 som 12 skafter og tramper giver en tung og uhåndterlig vævning. Hatten af for de mennesker, der i hine tider gjorde håndens arbejde.