






De 983 tråde tynd bomuld skal blive til fire håndklæder i dobbelt- og vaffelvævning, hvert 70 x 140 cm. Islæt er hhv. bomuld og coloelastic til fold samt blå hhv. råhvid hør 16/2 til selve håndklædet.To af dem er beregnet til en gave, de sidste vil jeg beholde for at afprøve kvaliteten. Når man er vant til frottéhåndklæder af købeslagsen, er det svært at forestille sig, hvordan disse vil være at bruge. Jeg omtaler dem som hammam-håndklæder – ikke at jeg selv har prøvet at frekventere en hammam, men jeg forestiller mig, at de vil være egnede til sådan et tyrkisk bad.
Imens jeg væver, ser jeg Game of Thrones. Mine nu hjemmefraflyttede børn fik mig lokket med til at se serien, da den i sin tid blev sendt – men jeg er faldet fra efter sæson 4 eller 5 cirka. Nu har jeg tid og lyst til at (gen)se den, og det skal gøres grundigt, så jeg er begyndt helt forfra. Det kører udmærket, jeg væver og har pc’en stående til højre for væven på en stol med en kasse ovenpå. Og da jeg har set den før, behøver jeg ikke at være 100 pct. koncentreret om de blodige scener 🙂

For første gang har jeg skåret en trend med næsten 1.000 tråde. Jeg kunne endda ikke benytte mig af tricket med at tage to tråde ad gangen, fordi trenden skulle være stribet med skiftevis 17 tråde hvid og 8 tråde blålilla. Jeg var først ved at stå og regne på, hvordan jeg skulle køre den blålilla dobbelt, når jeg kun havde en cone med det garn. Men så gik det op for mig, at det ulige tal i det hvide garn jo gjorde det helt umuligt at lave totråds-genvejen. Suk. Men det lykkedes, og jeg fik efterfølgende også bommet, med hjælp fra min søde og heldigvis ganske afslappede husbond. Der var nemlig to trendtråde, der knækkede under bomningen – gisp! I Paulli Andersens Vævebogen fremgår det utvetydigt og med versaler, at der IKKE må knække tråde under bomningen. Jeg var lige ved at opgive (ikke mindst ved tanken om de fire kilo bomuld, jeg har investeret i), men manden min fik mig beroliget, og jeg fik fikset de knækkede tråde. Det svære var, at det tynde bomuld 16/2 klistrede en smule sammen, og jeg måtte hele tiden være over det for at forhindre, at det knækkede igen.

Sjovt, som “penge tilbage i skat” bliver til “penge til at bruge til noget lækkert til mig selv”. I hvert fald i mit hoved –
selv om pengene jo strengt taget er nogle, som jeg har indbetalt for meget og derfor har måttet undvære sidste år. I år blev det til 6.600 kr. for mit vedkommende, og jeg lavede den aftale med mig selv, at jeg måtte bruge halvdelen på garn … Fem kilo bomuld 16/2, to kilo hør 16/2, lidt fiskegarn og noget elastisk bomuld. Og en spreder – som ikke er kommet med på billedet. Da jeg havde stillet alle “gaverne” op og stolt viste dem frem for yngstebarnet, der var hjemme på besøg, kunne jeg se, at det jo er stort set ingenting, man får for de mange hundrede kroner. Suk. Det er dyrt at have en hobby. Men dejligt 🙂
Nu da også yngstebarnet er flyttet hjemmefra, står børneværelserne lidt halvtomme hen. Heldigvis har vi to fine sovesofaer, som kan slås ud, når afkommet er på besøg “hjemme” i Horsens. Men det hele ser alligevel lidt forladt ud. En tur i genbrugeren har skaffet et lille bord til Astrids værelse, og jeg fik gang i symaskinen, så et par puder af resterne fra det pudebetræk, jeg vævede sidste år, kunne se dagens lys. Og pynte på sovesofaen 🙂

Sidste efterårs ophold på Skals var særdeles effektivt. Hele 12 prøver hænger nu på min store opslagstavle til inspiration. Halvdelen viste jeg i mit forrige indlæg, og her er de sidste seks. Egentlig er der 14 prøver, fordi jeg nåede to prøver på to af vævningerne – den ene blev vasket, den anden ikke, så man kan se og mærke forskellen på bl.a. det gardinstof, som jeg viste i forrige indlæg. Nyvævet stof er oftest meget stift, men ændrer sig en del i vask.

Færdig med både tæpper, viskestykker og tørklæde overvejer jeg, hvad der skal på væven i resten af 2019. Denne gang kommer jeg nok ikke uden om at købe noget garn. Jeg drømmer om at væve gardiner til vores soveværelse – på Skals vævede vi en gardinprøve i et utrolig behageligt og nemt mønster, den er herunder nederst til højre. Ellers tænker jeg på at forsøge mig med dobbeltvævning, det bliver i sagens natur lige pænt på begge sider. Prøven herunder øverst til venstre er lidt tyk, beregnet til en plaid eller tæppe. Men hvis man vævede det op i tynd silke eller bomuld, kunne det måske bruges til et tørklæde eller en stola? Værd at forsøge. De øvrige prøver på billederne er også fra sidste efterårs højskolekursus.

Madklub i begyndelsen af februar, hvad griber man til for at komme med en værtindegave? Selvfølgelig noget hjemmelavet. Denne gang blev det et enkelt glas marmelade, en karklud og et af de tofarvede viskestykker, som ligger på min “lagerhylde”. Dejligt at have sådan en – og min veninde tog glad imod, idet hun sagde, at det var første gang jeg var troppet op med noget hjemmevævet. Ups. Det er faktisk et af mine største problemer, for min hukommelse er simpelthen ikke, hvad den har været. Hvad har jeg givet til hvem og hvornår? Jeg kan ikke rigtig holde styr på det længere.
