Dobbeltvævning i poseform, helt 80’er

Tredje år på væveuddannelsen bød på en individuel opgave i form af dobbeltvævning i poseform. Med opsætningen kan man væve rundt (poseform), lukket (til en kant forneden på posen) og i to adskilte lag til fx en løbegang – eller en klap, hvis man nøjes med at væve det ene lag nogle centimeter. Helt forunderligt. Jeg begik den fejl at bruge fire 80’erinspirerede farver, der to og to var så tæt på hinanden, at det voldte mig en del kvaler i opsætningen. Men det lykkedes, og jeg fik lavet en hel stribe små poser, kuvertpunge og prøver til mine mapper. Nedenfor to sider af den samme lille posetaske, og under dem et udvalg af de færdige produkter.

Skals, faguddannelse lakker mod enden

Helt utroligt var jeg i januar på mit sidste praktiske ophold på den fireårige faguddannelse i skaftevævning. Vi mangler stadig over et år, men det sidste år består af en selvstændig afslutningsopgave, så det er lidt anderledes skruet sammen. Dobbeltvævning var temaet for januarmodulet, og der blev bandet lidt undervejs. Den grønstribede prøve herover var mit andet forsøg på et dobbeltvævet gulvtæppe, og med mine tanker om at væve tæppe som afsluttende prøve huede det mig ikke, at jeg åbenbart er så dårlig til det 🙁

Alle prøver bliver klippet ned, og man får sine egne med hjem. Her får de så afslutninger, ender bliver hæftet og klippet af, man vasker sine prøver og lægger dem til sidst i mapper sammen med materialeprøver. Alt med det formål at have mapperne med opskrifter og prøver til evig eje og glæde.

En særlig spøjs oplevelse var det at væve Puddelhund, en prøve i et aktivt garn, der reagerer på vand. Helt normal ser prøven ud – og efter at have været i vand er den helt trukket sammen.

Hurra! for gode venner og familie

Tænk sig, hvor heldig kan man være? Min svoger og svigerinde er de lykkelige ejere af et lille hus i Blekinge i Sverige. Da de bor i København, er det kun et par timers kørsel for dem, så de er der ofte. Indimellem kigger de ind i områdets genbrugsbutikker, og pludselig skrev de, om jeg var interesseret i billigt vævegarn? Jo tak, 50 svenske kroner for garn, der ellers koster tæt på 250 kr. Jeg sagde stort “ja tak” og fik for godt 700 danske kroner alt det, der er på ovenstående foto. På foto nedenfor et kort, jeg har fået af en kunstnerveninde, samt et foto af mig på den udstilling af mine vævede ting, som yngstedatteren satte op, i forbindelse med at hun skulle udgive musik – se indlægget “Irmgard og musik på vævning”. Nu pynter de begge på min store opslagstavle i vævestuen. Ren glæde!

Om at drømme om tæpper

Jeg drømmer om at væve et gulvtæppe som mit afsluttende projekt på faguddannelsen i skaftevævning. Inspiration hentes mange steder, på fotos herover og -under et par stykker, som fortæller mig, at man kan væve flere stykker og derefter sy dem sammen, så de bliver til et større tæppe. Farverne er ikke lige min kop te, men ideen med at sy baner sammen er brugbar. Jeg vil gerne væve et gulvtæppe til et centralt sted i vores stue, og det skal være ca. 2 x 3 meter.

Og så endda en omvej

Jeg føler mig kaldet til at afprøve et mønster, som jeg i en slags vinterinspiration kalder stjerneblomst. Noget af stoffet kan måske bruges til de dobbelte dækkeservietter, fantaserer jeg… Som sagt så gjort, og som det ses på foto nedenfor, kom de da også til at ligge på bordet. Desværre var stoffet viskestykkekvalitet, hvilket jeg kunne have sagt mig selv var for tyndt og flaprende til at ligge ordentligt på bordet. Nå, pyt – det blev til fire viskestykker foruden de øvrige, der kom ud af den lange trend. Hunden var også med i processen undervejs 🙂

Dækkeservietter – the hard way

Jeg vil gerne væve dækkeservietter eller bordløbere eller – mere moderne – dobbelte dækkeservietter, såkaldte dinner for two til at lægge på tværs af spisebordet. Jeg bruger min individuelle opgave i vinterens løb til at afprøve diverse garner, jeg har liggende. Resultaterne er ikke så heldige, men en god læring for mig. Dækkeservietter skal ligge ordentligt på bordet, derfor er dobbeltvævningen god og fast til formålet.

Dobbeltvævning til Ringkøbing

Et positivt afkast af mit forsøg med at have en stand på FindersKeepers på Godsbanen i Aarhus var, at jeg solgte et ikke helt færdigt tørklæde til en kvinde, der bor i Ringkøbing. Det var bare med som udstillingsgenstand. Heldigvis har hun og hendes kæreste familie i Østjylland, så de kunne komme forbi og hente tørklædet, da jeg havde fået bundet alle knuderne og klippet ender af.

FindersKeepers og en lærestreg

Jeg fik skabt en lillebitte stand til mine væverier, da jeg deltog i designmarkedet FindersKeepers på Godsbanen i Aarhus. Foto ovenfor er fra dag 1. På dag 2 ændrede jeg bagvæggen, så det kun var stofstykket/tørklædet til venstre, der blev hængende. Jeg var ikke tilfreds med, at det hele så forholdsvis hjemmelavet ud. Men sådan er det jo, jeg laver det hele selv, og jeg har et stykke vej, før helhedsindtrykket bliver mere professionelt.

Markedet blev en sjov, men langtfra givtig oplevelse. Jeg fik ikke engang dækket mine omkostninger til standleje. Men så ved jeg det – at sælge vævede ting skal ikke være et økonomisk grundlag for mit fremtidige virke.

Væveuddannelsen 3.0

Indimellem jobkaos og forberedelse til designmarked drog jeg til Skals for at deltage i det indledende modul til vævelaugets faguddannelse i skaftevævnings tredje år. Det blev som sædvanlig nogle hektiske, arbejdsomme dage. Denne gang lykkedes det mig dog at holde stressen nede og få vævet det, jeg skulle, inklusive prøven på foto ovenfor, en plaid til at folde ud. En brugbar metode til at væve bredere tekstiler end dem, ens væv egentlig kan rumme.

Billederne nedenfor viser nogle af de prøver fra hjemmearbejdet i det foregående modul, som vi altid viser til hinanden. Her er det halvdrejl og pletdrejl. Meget inspirerende at se, hvor forskellige prøver folk kommer med.