Det er ikke så tit jeg får lejlighed til at bruge min frynsevikler, men det store blå tørklæde måtte forsynes med frynser. Det tager også nogle timer… nedenfor ses det færdige resultat i en ikke alt for heldig selfie-vinkel.
Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg igen har overgået mig selv og fået fabrikeret noget færdigt. Det vil sige komplet med montering, som altid tager længere tid end man regner med. De retrofarvede køkkenhåndklæder tager sig helt godt ud, når de sådan er samlet i en bunke.
Mine fingre har længe kun villet strikke kæmpetørklæder. Det gulgrønne i et nemt hulmønster havde først ikke en modtager, men så kom min bror heldigvis hjem fra Canada, så jeg kunne sende det med ham retur til min svigerinde. Så nu bor de fine efterårsnuancer meget passende i Ontario, hvor træerne i sæsonen flammer op i både disse og mere rødlige farver.
En veninde forærede mig pga. flytning en lille pose med fire nøgler lyserødt silkegarn. Det skulle have været et tørklæde, sådan med store huller. Men jeg får det aldrig lavet færdigt, sukkede hun. Den slags skal man ikke sige når jeg er i nærheden – jeg strikkede da bare tørklædet for hende. Slipmaskemønster over tre pinde, det var ret enkelt. Og da jeg nede i den lille pose fandt bonen, der var fra februar 2010, kunne jeg lime den fast på kortet til hende og skrive, at hun nok ikke havde regnet med at der skulle gå 11 et halvt år, før tanken om et lyst rosa tørklæde blev til virkelighed. Men det blev det.
Endelig! kunne vi komme til en ordentlig fest igen. Det var et sølvbryllup hos gode venner, som egentlig rundede de 25 fælles år tidligere i år. Men som så meget andet var det blevet udsat. Heldigvis blev det et brag af en fest med dans i flere timer, herligt! Vi bidrog med en tale ved min husbond samt nogle papirhjerter, hvorpå gæsterne kunne skrive små hilsner. De blev samlet i en hjerteformet æske af pap pålimet vævet stof, jeg havde tilovers fra en tidligere vævning. Det blev helt vellykket, omend lidt skrøbeligt der hvor hanken er monteret.
Astrids puder var lavet på en for lang trend, så jeg kunne eksperimentere med de førnævnte muleposer. Jeg har været virkelig glad for min mørkeblå – på foto herover til højre. Derfor tænkte jeg; måske andre kan have glæde af en tilsvarende. Med lidt samlebåndsarbejde lykkedes det at fabrikere tre muleposer til evt. salg med tiden. Jeg var godt hjulpet af skind fra en bunke, der lå kælderen i mit barndomshjem, og som jeg skyndte mig at redde, da huset skulle sælges – og af skjortestof fra min mors lager af stof egnet til patchwork. Islæt er dels grov uld, dels tynd ditto lagt dobbelt eller firdobbelt.
Astrids puder er klar, og jeg er godt tilfreds. Den ene måtte jeg sy sammen, fordi stoffet er så sart – jeg har brugt for tyndt et islæt – at det var ved at skride for mig. Men de andre tre er helt som de skal være. Nu forestår, hvordan vi får dem fragtet til København, for det er nok for meget forlangt at hun skal slæbe dem med DSB på tværs af landet.
Resterne af gardinstoffet + en helt bette rest fra et tidligere viskestykkeprojekt kunne lige blive til tre poser. Jeg måtte liste dem op på knagerne i køkkenet, hvor vores viskestykker normalt hænger, for vi har for nylig sagt goddag til et nyt familiemedlem, halvandet år gamle Pixi. Hun bliver helt nervøs, når metalknagerne rører metalophænget – hvorfor ved vi ikke. Sådan er der mange ting, når man køber en voksen hund. Men ellers er hun super lækker og lige til at knuselske.
Endelig! Soveværelsesgardinerne er på plads, præcis som jeg har drømt om og med en ny gardinstang, der i modsætning til vores gamle ikke er så tynd, at den hænger nedad på midten. Til trods for alle mine målerier kysser den nederste kant vindueskarmen. Men det bliver ikke lavet om, det må rette sig i kommende vaske.
Til jul gav jeg også mig selv noget at arbejde med; svigerdatter Selina fik garn til et kæmpetørklæde, som jeg færdiggjorde i vinterferien. Undervejs agerede vores gamle cairnterrier Rust fotomodel. Det skulle vise sig at være sidste gang; i vinterferien i et sommerhus på Fyn fik han det langsomt dårligere, og lørdag kørte vi direkte fra Fyn til vagtdyrlægen, hvor vi desværre måtte sige farvel til ham. Han kunne om formiddagen ikke stå på benene, måske var det en diskusprolaps, måske en hjernetumor. Men knap 14 år er også en høj alder for en lille hund.
