Laksefarvet i flere versioner

For ikke at stivne fuldstændigt i blå nuancer, som jeg jo ellers foretrækker, skyndte jeg mig at skære en trend i laksefarvet bomuld 16/2, mens jeg endnu var på Skals. Det er absolut ikke min yndlingsfarve, men det er nok sundt en gang imellem at se uden for sin komfortzone, også hvad farver angår. Den forholdsvis korte trend blev bommet lynsnart lige før vores skiferie. Vævningen kom så efterfølgende, og det blev til en del forskellige prøver, først i daldrejl, hvoraf nogle ses nedenfor.

Og i halvdrejl, som jeg blev lidt vild med. Det er en enkel opsætning på fire skafter og fire tramper, og jeg drømmer om at væve viskestykker i den binding som et af mine kommende projekter.

Inspiration til to slags drejl

På vævekurset i januar fik vi stillet en hjemmeopgave: lav mindst tre prøver i hhv. daldrejl og halvdrejl, gerne på den samme trend. Opskriften skal vi selv fabrikere med hjælp fra computerprogrammet Weavepoint. Jeg gik allerførst tilbage i tiden og lod mig inspirere af min kursusmakker Sidsels mormors gamle vævemappe, som Sidsel har arvet og denne gang slæbt med fra København. Mappen er knap 100 år gammel, men mange af opgaverne svarer til dem, vi gennemgår i dag. Et desværre lidt dårligt foto af den tegning, jeg blev inspireret af, ses øverst til venstre. De øvrige billeder viser nogle af de prøver, vi kunne se på og arbejde ud fra, før vi drog hvert til sit igen.

Januarmodul med indbygget stress

I januar var jeg igen i Skals, denne gang for at deltage i det andet og afsluttende ophold på det andet år af Vævelaugets faguddannelse i skaftevævning. Resultatet, som det ses ovenfor, er altid imponerende, men undervejs blev jeg som vanligt lettere stresset over al den vævning og lærdom, jeg skal have proppet ind i hovedet. Det lykkedes dog at drage hjem med en hel stribe prøver – og en forkølelse, hvilket trods alt er bedre end den influenza, jeg pådrog mig i oktober sidste år 😉

Andet år af uddannelsen er i gang

I oktober kom vi i gang med det andet år på Vævelaugets Faguddannelse i skaftevævning på Skals Håndarbejdsskole. Dejligt at se de andre igen – og hårdt at terpe teori sideløbende med den massive praktiske læring, man også skal igennem. Hjemme begyndte jeg på den individuelle opgave, drejl på tre partier. Det ses på de to grønne fotos øverst, herunder billeder fra selve kurset.

Individuel opgave

Som hjemmeopgave i sommervarmen – selvfølgelig pga. det udskudte kursusmodul i januar 🙁 – har jeg muntret mig med den såkaldt individuelle opgave. For mig har det ikke været anderledes end de andre hjemmeopgaver, eftersom jeg laver alting selv og ikke er i vævekreds el. lign. Denne hedder gåseøje og er baseret på en 2/2-kipper. Den binder ikke i siderne, når man vender væveretningen, og en del af udfordringen var at finde på forskellige løsninger på det problem. Selvfølgelig landede jeg på min yndlingsfarve, blå, men måtte også lave et par prøver med andre farver for at vise kontrasten.

Modul 1.3 veloverstået

Det tredje modul på første år af Vævelaugets Faguddannelse i Skaftevævning er veloverstået. De lidt kortere moduler på fire dage gør, at vi kun når at lave tre prøver. Det er også fint, især når de er så sjove som disse. Fra venstre er det lancerede tråde i uld, en tæppeprøve i striber og lancerede tråde i bomuld. Til sidstnævnte opfandt jeg en del af mønstret ud fra en bemærkning, der faldt i lokalet, om at “så må I selv skaffe vinen til i aften”. Vips, så kom der grønne flasker med i vævningen 🙂 Til gengæld blev de blomster, min makker og jeg havde tegnet – nederst på prøven – ikke så vellykkede.

Tern på otte skafter

En af hjemmeopgaverne her i foråret har været en smukt ternet prøve i hør 16/2 og 1-trådet uld. For sjov brugte jeg resten af trenden til et stykke stof med den grågrønne bomuld/silkeblanding, jeg har en del stående af. Den er jeg lige kommet i gang med øverst på billedet herover. Desværre fik jeg ikke læst opgavebeskrivelsen ordentligt, så mine prøver i rene tern måtte suppleres med en af de grågrønne. Jeg havde overset, at man skulle lave halvdelen af prøverne stribede (dvs. undlade at skifte til den modsatte tern).

Noget at stræbe efter

Vævelaugets Faguddannelse i Skaftevævning varer fire år, og jeg er godt i gang med det første. Tilfældet ville, at de 12 færdiguddannede vævere, som sprang ud her i forsommeren, holdt deres afgangsudstilling i Horsens, blot få hundrede meter fra mit hjem. Jeg måtte hen og se det, selv om det var med en vis bæven. Det blev en dejlig og ikke helt så skræmmende inspirationstur, som jeg havde frygtet. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at de 12 projekter var så forskellige og så personlige. Nu kan jeg gå i gang med at tænke på, hvad mit projekt skal være om tre år.