Et besøg hos vores datter i København førte os forbi museet Ordrupgaard; og pludselig lå der Vibeke Klint-tæpper til salg. Lige sådan nogle, jeg gerne vil væve som afslutningsprojekt. I hvert fald skyndte jeg mig at tage et foto, så jeg kan trække inspiration fra de fine kanter og afslutninger. Også en smuk aftenhimmel må jeg gemme; det samme gælder kanter på et tæppe i en forretning og et skud fra en vævebog.
I et anfald af foretagsomhed får jeg hurtigt sat væven op til nogle badehåndklæder, mens jeg venter på at kunne gå i gang med afslutningsprojektet. Jeg ved, at jeg kommer til at savne at have “almindeligt” garn mellem hænderne, når jeg i månedsvis skal bakse med tæppegarn.
Jeg investerer i garn til en ny omgang prøver, denne gang udelukkende i naturfarvet. Blot med en gul stribe i midten. Garnet bestiller jeg hos Blomqvist i Sverige, og det går fint med at få leverancen frem. Det er ikke billigere, idet der skal svares fragt. Men jeg har en idé om, at det pga. den lave svenske kronekurs alligevel bliver billigere, når jeg skal bestille den store portion til mit tæppe. Selv om prøvetrenden ikke er så lang, får jeg set min nye pådragningsknægt i aktion, og den fungerer!
Jeg har givet mig og investeret i et spoleapparat, så jeg kan spole de over 80 nøgler garn til mit afslutningsprojekt op uden at få ondt i armene. Det er frygtelig lousy at se til, en slags 70’erplasticmonstrum. Men effektivt.
Sig ordet – pådragningsknægt. En indretning, der kan hjælpe én til selv at bomme endog meget lange trende på væven. Jeg hørte første gang om den for en del år siden og prøvede at formå min far til at lave en sådan til mig. Desværre nåede han det ikke, før han døde. Nu har jeg virkelig brug for den assistance, knægten kan give mig, når jeg skal have over 1.800 tråde bommet til mit afslutningsprojekt. Jeg går derfor i Silvan og anskaffer en rundstok og to kraftige lister. Kopboret blev lånt af genboen, og det lykkedes mig at bore nogenlunde lige. Så langt, så godt.
En rask køretur til Hørmann nord for Silkeborg og godt 500 kr. senere – så var jeg i gang med de første prøver til mit afslutningsprojekt. Efter råd fra lærer Gina delte jeg den smalle prøve op i tre farvekombinationer for at få et overblik over, hvad der virkede bedst. Desværre blev prøverne ikke særlig pæne. Stoffet bulede, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Og trendtrådene dækkede slet ikke islættet, som det skal i en trendreps.
Det starter jo altid med en drøm. For mig er det drømmen om at udskifte den skuffende anonyme Montana-reol med en egetræsreol, som min snedker af en far lavede i det år, jeg blev født – 1968. Lige nu står den i vores kælder (foto herunder), men den skal op i vores stue og komme til ære og værdighed. Men … der er asketræsparket i stuen, og det bliver meget træ med træ på. Derfor vil jeg væve et gulvtæppe, der kan bryde og forhåbentlig lysne lidt. Klaver og rød kommode kommer til at vige, for egetræsreolen er noget bredere end den hvide reol.
Jeg har været i gang med tæppeprøver i uld; neutrale farver – min yndlingsfarve blå kommer desværre ikke til at være med, det bliver for mørkt.
Mens jeg i sensommeren ventede på at komme i gang med mit afsluttende projekt på væveuddannelsen, vidste jeg, at jeg i de følgende mange måneder ville savne at væve helt almindelige boligtekstiler. Gulvtæppe, som mit afslutningsprojekt skal være, er en helt anden kaliber. Derfor skyndte jeg mig at væve en stak karklude, det er mit første forsøg med lige den type tekstil. De skal væves i en kvalitet, så stoffet trækker sig lidt sammen. Jeg brugte en opskrift fra Skals’ 2024-kalender, og for første gang har jeg brugt trendrester som islæt; bedre sent end aldrig efter 12 år som væver!
I sommer for snart længe siden brugte jeg mange timer på at komme i bund i mit lager af gammelt sengetøj. Det skal rives til klude, og det foregår bedst udendørs, for det støver frygteligt. Nu har jeg to store sække fyldt med klude til det næste kludetæppeprojekt. Engang …
I et anfald af ubeslutsomhed – og af angst for at give mig i kast med gulvtæppe som afslutningsprojekt – fik jeg før sommerferien den idé at lave et kæmpestort vægtæppe i stedet. I dobbeltvæv som den lille, smukke regnbueprøve fra et af de seneste kurser. Som en prøve satte jeg en mindre vævning i gang med noget af det garn, jeg har på lager. I forskellige tykkelser, så trenden blev både 1-, 2- og 4-trådet. Det var mildest talt en misforståelse. Forskellige garner arbejder forskelligt, det siger sig selv; og derudover bandt vævningen ikke imellem ternene, som den lille prøve gjorde oprindeligt. Og i stedet for at opsøge nogle af mine væveveninder for at finde ud af, hvad jeg gjorde forkert, knoklede jeg bare videre, inderst inde stærkt utilfreds. Jeg ville smide det hele ud, men zigzaggede og vaskede alligevel – og så endte de med at blive helt brugbare alligevel, men ikke min fineste stund. Vægtæppedrømmen? Dén afmonterede min mand en dag, da han sagde den forløsende sætning: “Du kan jo slet ikke lide vægtæpper”. Nå nej, det kan jeg jo ikke …
