Januarmodul med indbygget stress

I januar var jeg igen i Skals, denne gang for at deltage i det andet og afsluttende ophold på det andet år af Vævelaugets faguddannelse i skaftevævning. Resultatet, som det ses ovenfor, er altid imponerende, men undervejs blev jeg som vanligt lettere stresset over al den vævning og lærdom, jeg skal have proppet ind i hovedet. Det lykkedes dog at drage hjem med en hel stribe prøver – og en forkølelse, hvilket trods alt er bedre end den influenza, jeg pådrog mig i oktober sidste år 😉

Projekt hammam

Jeg forsøgte her i vinter at udfordre min væv – og mig selv – med et kæmpeprojekt i form af en 18-19 m lang og knap 90 cm bred trend til store hammamhåndklæder i en minivaffelbinding på seks skafter og seks tramper. Det gik fint, men var langsommeligt og arbejdskrævende. Til slut hang de der så, 9 håndklæder på ca. 70 cm i bredden og 170 cm i længden. Næsten udelukkende i genbrugsgarn fra Garnspecialisten, det er jeg helt godt tilfreds med.

Andet år af uddannelsen er i gang

I oktober kom vi i gang med det andet år på Vævelaugets Faguddannelse i skaftevævning på Skals Håndarbejdsskole. Dejligt at se de andre igen – og hårdt at terpe teori sideløbende med den massive praktiske læring, man også skal igennem. Hjemme begyndte jeg på den individuelle opgave, drejl på tre partier. Det ses på de to grønne fotos øverst, herunder billeder fra selve kurset.

Køkkenhåndklæder med indbygget fejl

Et af efterårets projekter har været en stak køkkenhåndklæder – de er ligesom lidt for tykke til viskestykker – som jeg gemmer i en stak. Måske når jeg en dag frem til at kunne sælge nogle af mine produkter. Disse har dog en indbygget fejl i den ene side – en søllefejl, desværre. Men også en slags charme, der er jo tale om håndfabrikeret brugskunst.