Det er ikke så tit jeg får lejlighed til at bruge min frynsevikler, men det store blå tørklæde måtte forsynes med frynser. Det tager også nogle timer… nedenfor ses det færdige resultat i en ikke alt for heldig selfie-vinkel.
En lillebitte hverdagsferie i november blev brugt til en vandretur ad Gendarmstien, de første 11 km på den danske side. Derefter overnatning i det sønderjyske og en smuttur til Flensborgs julemarked. Men det er på vandreturen, der findes væveinspiration 🙂
Jeg elsker det øjeblik, hvor jeg igen har overgået mig selv og fået fabrikeret noget færdigt. Det vil sige komplet med montering, som altid tager længere tid end man regner med. De retrofarvede køkkenhåndklæder tager sig helt godt ud, når de sådan er samlet i en bunke.
Mine fingre har længe kun villet strikke kæmpetørklæder. Det gulgrønne i et nemt hulmønster havde først ikke en modtager, men så kom min bror heldigvis hjem fra Canada, så jeg kunne sende det med ham retur til min svigerinde. Så nu bor de fine efterårsnuancer meget passende i Ontario, hvor træerne i sæsonen flammer op i både disse og mere rødlige farver.
Projekt tørklæde til mig selv er godt i gang, men begyndte med et benspænd: Det garn, jeg havde købt til islæt, duede slet, slet ikke. På foto herover ses nederst et par afstandspinde, dernæst den blå kant i to nuancer – og derefter et stykke hvor bølgemønstret er helt usynligt. Det skyldes, at jeg havde købt et changerende garn til islæt, og det harmonerer ikke med bølgerne – de to ting æder hinanden rent visuelt. Så jeg måtte i butikken igen og købe lyseblå silkemohair. Det blev til gengæld godt.
En veninde forærede mig pga. flytning en lille pose med fire nøgler lyserødt silkegarn. Det skulle have været et tørklæde, sådan med store huller. Men jeg får det aldrig lavet færdigt, sukkede hun. Den slags skal man ikke sige når jeg er i nærheden – jeg strikkede da bare tørklædet for hende. Slipmaskemønster over tre pinde, det var ret enkelt. Og da jeg nede i den lille pose fandt bonen, der var fra februar 2010, kunne jeg lime den fast på kortet til hende og skrive, at hun nok ikke havde regnet med at der skulle gå 11 et halvt år, før tanken om et lyst rosa tørklæde blev til virkelighed. Men det blev det.
Jeg skal begynde på Vævelaugets uddannelse i skaftevævning, 1. modul. Det glæder jeg mig helt vildt til, og for en gangs skyld fik jeg overtalt mig selv til at lave en ultrakort trend, så jeg lynhurtigt kunne væve et tørklæde til mig selv. Altid rart at have lidt at vise frem, når man skal møde nye, væveinteresserede mennesker. Trenden blev i kamgarn i to blå nuancer. Jeg kan slet ikke få nok af den farve – heller ikke ude i naturen.
Retrofarverne i sommerens køkkenhåndklædeprojekt er slet ikke min smag. Lige meget hvilken farve islæt, jeg bruger, giver de et lidt sært helhedsindtryk. Men de skal nok blive færdige. Bemærkelsesværdigt nok har flere – især unge – sagt, at de synes om farverne.
Endelig! kunne vi komme til en ordentlig fest igen. Det var et sølvbryllup hos gode venner, som egentlig rundede de 25 fælles år tidligere i år. Men som så meget andet var det blevet udsat. Heldigvis blev det et brag af en fest med dans i flere timer, herligt! Vi bidrog med en tale ved min husbond samt nogle papirhjerter, hvorpå gæsterne kunne skrive små hilsner. De blev samlet i en hjerteformet æske af pap pålimet vævet stof, jeg havde tilovers fra en tidligere vævning. Det blev helt vellykket, omend lidt skrøbeligt der hvor hanken er monteret.
En del af sommerferien blev tilbragt i skønne Plön, området er også benævnt holstenske Schweiz. Rent slaraffenland for naturelskere med velordnede vandre-, ride- og cykelstier samt uendelige muligheder for vandsport. Vi nøjedes dog med vandreture, så vores nye hund kunne vænne sig til at holde ferie med os. Lidt væveinspiration fandt jeg på ruterne.
