Håndklædemisere

Stoffet til min anden håndklædeudfordring er færdigt. Jeg har været superglad for at arbejde med hør- og bomuldsgarnet fra Garn Specialisten, men er mildt sagt ikke tilfreds med det samlede farveindtryk. Vævet stof kommer bare nemt til at se så – ja, hjemmelavet ud. Det er naturligvis også meningen, kan man indvende. Men denne gang har jeg bare fået lavet en efter min mening lidt for mærkelig farvekode i trenden. Nogen bliver udsat for håndklæderne som julegave 🙂 så lad os håbe, at de dur, selv om de er grimme.

Yndlingstørklædet

Det store tørklæde, som jeg fik påbegyndt på dette års skiferie, blev lige knap stort nok. Hen over sommeren har jeg derfor – trods en indædt musearm – fået strikket to kanter i mørkegrå. Tørklædet er endt med at blive voluminøst – ca. 70 cm bredt og 175 cm langt, hvoraf ca. 2 x 20 cm er de grå kanter. Det er strax blevet et yndlingstørklæde, varmt, kan snos om halsen eller bruges som sjal. Endda som et lille tæppe rundt om benene, når det er koldt.

Det er lidt svært at yde tørklædet retfærdighed på et foto, men her er det 🙂

En ny, fast garnleverandør?

I alle de syv år, jeg har ejet min væv, har jeg været på mere eller mindre permanent garnjagt. Det er bare svært at finde en leverandør af vævegarn. Dels skal man bruge usandsynligt store mængder, der nemt kommer til at koste en formue. Dels er jeg en af et trods alt meget lille antal damer, der dyrker vævning som hobby. Derfor er de fysiske butikker, som sælger vævegarn, meget sjældne. Men nu har jeg opdaget Garn Specialisten, der ikke sælger nyproduceret garn, men opkøber restpartier fra overskudsproduktion i tekstilindustrien. Fan-tas-tisk! Bæredygtigt, billigere end nyt garn – og rigeligt til mit formål, trods alt. Det gråblå garn til højre – og herunder – er tynd hør, som jeg bruger som islæt i mine nye håndklæder. Det grønne og gule er sytrådstynd bomuld, som jeg nok lægger dobbelt og ligeledes vil bruge i håndklæderne.

Det virker!

Jeg har fået gang i de nye håndklæder – dejligt! Skytten falder ikke på gulvet, og jeg kan bruge min spreder for første gang. Det bliver ikke så pænt, som jeg kunne ønske, men sådan er det jo, når man skal have bund i sine rester. I øvrigt ændrede mit første håndklædeprojekt struktur og udseende i vask, så man kan alligevel ikke helt regne med noget på forhånd.

En trend af rester

Jeg har så mange rester af Nialin – halvt bomuld, halvt hør – liggende, at jeg vover at sætte en trend op til en ny omgang håndklæder i dette garn, selv om det er noget tykkere end det tynde, tynde bomuld, som jeg brugte til det seneste projekt. Men jeg har lyst til at udforske håndklæder noget mere, og det går altså lidt hurtigere med dette cottolin 22/2.
Jeg ender med at bomme det til 6 tråde pr. cm – og tænker, at det måske slet, slet ikke dur. Sæt jeg har trendet det for løst, så skytten ryger på gulvet hele tiden?

Færdige håndklæder

Så er mine første håndklæder nogensinde færdige. Et kæmpe arbejde, men jeg er godt tilfreds med kvaliteten. To af dem ryger straks videre til en veninde, som er den heldige ejer af et lille sommerhus ud til vandet. Disse håndklæder og sommerhuset kommer til at klæde hinanden, er jeg sikker på. Desværre viste det sig, at de krymper helt vildt meget i vask. Erfaret ved selvsyn, eftersom vi selv beholdt de to sidste håndklæder. Så bredere og længere – næste gang 🙂

Håndklæder og Game of Thrones

De 983 tråde tynd bomuld skal blive til fire håndklæder i dobbelt- og vaffelvævning, hvert 70 x 140 cm. Islæt er hhv. bomuld og coloelastic til fold samt blå hhv. råhvid hør 16/2 til selve håndklædet.To af dem er beregnet til en gave, de sidste vil jeg beholde for at afprøve kvaliteten. Når man er vant til frottéhåndklæder af købeslagsen, er det svært at forestille sig, hvordan disse vil være at bruge. Jeg omtaler dem som hammam-håndklæder – ikke at jeg selv har prøvet at frekventere en hammam, men jeg forestiller mig, at de vil være egnede til sådan et tyrkisk bad.

Imens jeg væver, ser jeg Game of Thrones. Mine nu hjemmefraflyttede børn fik mig lokket med til at se serien, da den i sin tid blev sendt – men jeg er faldet fra efter sæson 4 eller 5 cirka. Nu har jeg tid og lyst til at (gen)se den, og det skal gøres grundigt, så jeg er begyndt helt forfra. Det kører udmærket, jeg væver og har pc’en stående til højre for væven på en stol med en kasse ovenpå. Og da jeg har set den før, behøver jeg ikke at være 100 pct. koncentreret om de blodige scener 🙂

Skiferieprojekt i kniplingemønster

Jeg blev endelig færdig med det store, uldne tørklæde, som jeg påbegyndte på skiferien. Det var meningen, at det skulle være så stort og bredt, at det også kan fungere som en slags sjal, men desværre er det blevet en smule for bredt og derfor ikke helt langt nok. Jeg havde ikke mere garn i den fine, blålilla farve. Så nu pønser jeg på at forlænge det i begge ender med en bort i enten en kontrastfarve eller – mere sandsynligt og nok også mere anvendeligt – en diskret mørkegrå. Mere om det senere.

983 tråde, det er mange

For første gang har jeg skåret en trend med næsten 1.000 tråde. Jeg kunne endda ikke benytte mig af tricket med at tage to tråde ad gangen, fordi trenden skulle være stribet med skiftevis 17 tråde hvid og 8 tråde blålilla. Jeg var først ved at stå og regne på, hvordan jeg skulle køre den blålilla dobbelt, når jeg kun havde en cone med det garn. Men så gik det op for mig, at det ulige tal i det hvide garn jo gjorde det helt umuligt at lave totråds-genvejen. Suk. Men det lykkedes, og jeg fik efterfølgende også bommet, med hjælp fra min søde og heldigvis ganske afslappede husbond. Der var nemlig to trendtråde, der knækkede under bomningen – gisp! I Paulli Andersens Vævebogen fremgår det utvetydigt og med versaler, at der IKKE må knække tråde under bomningen. Jeg var lige ved at opgive (ikke mindst ved tanken om de fire kilo bomuld, jeg har investeret i), men manden min fik mig beroliget, og jeg fik fikset de knækkede tråde. Det svære var, at det tynde bomuld 16/2 klistrede en smule sammen, og jeg måtte hele tiden være over det for at forhindre, at det knækkede igen.