Så blev coronaviskestykkerne endelig færdige, og jeg ledte som en gal efter et sted på matriklen at forevige dem. Jagten endte uden på vores næsten nye brændeskur, der står stramt og sort og kunne være en fin baggrund. Som de hænger der tager de sig egentlig helt tilforladeligt pæne ud, synes jeg.
Indimellem mit fuldtidsjob får jeg monteret viskestykkerne, der ikke rigtig ligner noget. Men brugbare er de bestemt. Dovenskab har fået mig til at væve enkeltdele af trenden op til et par håndklæder i stedet for viskestykker – selv om en af de vævere, jeg har mødt, holdt på at håndklæder skal laves i en “boblet” binding. Denne er helt flad. Men jeg har regnet forkert, da jeg satte trenden op, så den er simpelthen for bred til viskestykkernes korte led. Til et håndklæde, derimod, går det fint.
Hele sommeren har væven stået og kigget med en alenlang trend i Nialin-rester i mærkelige farver. Sidst på sæsonen fik jeg endelig vævet færdig, og indrømmet: Det har ikke været mit heldigste projekt. Viskestykkerne har en mærkelig bredde, og mit forsøg på at ramme en passende længde på hvert stykke, så de kunne blive til viskestykker på den brede led, ser mildest talt ud til at have gjort dem kvadratiske. Og kanterne i hvidt, strækbart colcolastic gør ikke sagen bedre. Men pyt, opskriften i mit lille kladdehæfte hedder “Coronaviskestykker”, så det var nok bestemt på forhånd, at de skulle blive lidt sære. Nu forestår efterarbejdet med at zigzagge, hæfte ender og sætte stropper i.
Mit hold var et gulvtæppekursus med tæppevæver Merete Erbou Laurent, en virkelig dygtig, behagelig og inspirerende væver. Jeg drog hjem efter en hård uge med syv prøver på gulvtæpper. Ikke at jeg føler mig udlært, det var svært især at lave pæne afslutninger, men det giver mig mod på at væve endnu mere.
Alting står lidt stille denne sommer, hvor coronakrisen har minimeret vores samvær og gjort verden til et andet sted. En dag kom jeg som en overspringshandling til at forvilde mig ind på en hjemmeside og bestille lidt garn. Eller. En hel masse garn, faktisk. Otte kilo plus det løse. Jeg er som tidligere nævnt faldet over Garnspecialisten, der sælger overskudsproduceret garn fra fabrikker i EU. Noget af dette er for tyndt, men mon ikke jeg får det brugt alligevel.
Jeg er i gang med endnu et projekt viskestykker, og det går fint. Hver farve i islætsgarnet giver et nyt udtryk. Men en ting har drillet, og det er et fint, elastisk garn, som jeg har brugt til kanter – et trick, jeg lærte af Winnie Poulsen, sidst jeg var på Skals Håndarbejdsskole. Jeg fik simpelthen vundet for stor en portion op, og garnets to tråde filtrede sig uhjælpeligt ind i hinanden. Det kostede en hel del dyrebart garn. Så sgu da også ….
Man kan kalde det en overspringshandling, for jeg ledte dybt i mine gemmer efter noget restegarn velvidende, at jeg egentlig har fint, nyindkøbt bomuld til tynde, hvide gardiner i vores soveværelse. Jeg tør bare ikke rigtigt – det er over 1200 tråde og udnyttelse af hele min vævs bredde, jeg skal ud i. Så nu står den i stedet på 496 tråde i gode, gamle Nialin (halvt bomuld, halvt hør). Farverne er lidt sådan, tjabom – men lad os nu se. Efterhånden har jeg lært, at noget sagtens kan ende fint, når der kommer islæt i andre farver til.
Vinterens projekt kludetæpper blev endelig færdigt – 12 tæpper og en enkelt lille pjalt endte det med. De første forårsuger gik med at få kantet dem. Det er et langsommeligt, hovedpinefremkaldende arbejde. Men resultatet bliver godt, synes jeg. Jeg har endelig lært at blande hvide og farvede kluderester, så resultatet bliver godt meleret. Praktisk og pænt.
Ældstedatteren skulle til Palæstina i fire måneder for at lære mere arabisk, end hun følte hun kunne på universitetet her i Danmark. En lang rejse til en fremmed kultur, så jeg ilede med at sy en lille pung til hende, så hun kunne medbringe lidt hjemlige minder. Hun kom godt derned og i gang – men desværre hjem igen efter blot tre uger pga. coronakrisen. Den har betydet ændringer i manges tilværelse i dette år.
I december døde min far, for mig var det meget pludseligt. Sørgeligt og trist og hårdt på alle måder. Her i januar har jeg igen bevæget mig ind i vævestuen; der står atter kludetæpper på programmet – og står så pludselig med en bunke tæppeskytter i hånden, som bringer minderne frem. Tænker jeg tilbage, kan jeg se, at det er den næstsidste, væverelaterede gave, jeg nåede at få fra min far. Skytterne var dukket op i en genbrugsforretning til billig penge, men var alt for lange. Men når ens far er snedker, måler han da bare og kommer med dem igen nogle dage senere – nu i den længde, jeg kan bruge. Tak for det. Heldigvis har jeg dem og mange andre ting, han har lavet, som minder.
Skytterne bliver proppet fulde med dobbelte kludestrimler – en grøn og en hvid/grøn/lyserød – som ender med at blive til ret flotte kludetæpper, når jeg selv skal sige det. Sønnen er flyttet i bofællesskab i en gammel lejlighed i Aalborg med vinde og skæve gulve, så han skal have et par tæpper til at pynte med.
