Det store tørklæde i mørkegrå, entrådet uld blev endelig færdigt, komplet med en bred, hulmønstret bort i hver ende og en smallere i siderne. Efter fotosessionen med hund måtte jeg pille syningen op på den ene langside, fordi jeg (indsæt selv bandeord) klovn havde syet de to sider på fra hver sin side. Suk. Men jeg tror og håber, at det unge menneske bliver lige så glad for sit tørklæde, som jeg er for mit eget. En retningsanvisende opskrift: Man skal slå masker op, så tørklædet bliver mindst 75 cm bredt. Og så skal man strikke lige op, til det er mindst 175 cm langt. Eller som jeg strikke det lidt mindre og så supplere med borter, evt. i en anden farve.
Min mand og jeg havde i juni en mærkedag, der skulle fejres i stilhed. Egentlig villle vi have slæbt vores unger med til Jordan for dér at mødes med den mellemste, der skulle have tilbragt foråret i Palæstina og Jordan med at lære arabisk og arbejde frivilligt. Men intet er, som det plejer, i dette coronaår. I stedet blevet det til en uge på Rømø, og det var virkelig dejligt. Jeg har aldrig besøgt øen før, men de strande der … helt fantastisk. Og for tiden ser jeg farvesammensætninger og vævemønstre overalt, så lidt natur sniger sig også med på billederne.
Man kan kalde det en overspringshandling, for jeg ledte dybt i mine gemmer efter noget restegarn velvidende, at jeg egentlig har fint, nyindkøbt bomuld til tynde, hvide gardiner i vores soveværelse. Jeg tør bare ikke rigtigt – det er over 1200 tråde og udnyttelse af hele min vævs bredde, jeg skal ud i. Så nu står den i stedet på 496 tråde i gode, gamle Nialin (halvt bomuld, halvt hør). Farverne er lidt sådan, tjabom – men lad os nu se. Efterhånden har jeg lært, at noget sagtens kan ende fint, når der kommer islæt i andre farver til.
Vasketøjet fik lov at vente, der var noget garn, som ville skæres til trend.Færdig med bomning, snart klar til at sølle. Er kommet til at sætte trådene lidt for spredt, så måske bliver det viskestykker på den brede led. Det har jeg ikke prøvet før.
Denne vinters skiferieprojekt, en lyseblå uldcardigan, er afsluttet. Undervejs forsøgte jeg mig med at se en video på Youtube om, hvordan man syr sammen med madrassting. Og hurra! endelig har jeg lært det. Synes det ser helt fint og usynligt ud.
Et af ærmerne undervejs i sammensyningen.Den færdige trøje blev forsynet med perlemorsknapper fra lageret, indtil jeg måske finder de helt rigtige knapper.Sammensyningen lidt tættere på.
Vinterens projekt kludetæpper blev endelig færdigt – 12 tæpper og en enkelt lille pjalt endte det med. De første forårsuger gik med at få kantet dem. Det er et langsommeligt, hovedpinefremkaldende arbejde. Men resultatet bliver godt, synes jeg. Jeg har endelig lært at blande hvide og farvede kluderester, så resultatet bliver godt meleret. Praktisk og pænt.
Et par af kludetæpperne ryger til sønnen i Aalborg, så han kan få matchende tæpper på de gamle, skæve gulve. En skal til min veninde i Fredericia som indflytningsgave. Resten venter på aftagere.
Ældstedatteren skulle til Palæstina i fire måneder for at lære mere arabisk, end hun følte hun kunne på universitetet her i Danmark. En lang rejse til en fremmed kultur, så jeg ilede med at sy en lille pung til hende, så hun kunne medbringe lidt hjemlige minder. Hun kom godt derned og i gang – men desværre hjem igen efter blot tre uger pga. coronakrisen. Den har betydet ændringer i manges tilværelse i dette år.
En lille pung af et stykke vævet stof, som jeg har haft liggende nogle år.
Min mor ytrede i efteråret, at en af hendes veninder har et slag – også kaldet en cape – som er meget praktisk. Så kort, at man stadig har armene fri, men stadig lunt til en kølig dag. Det satte tanker i gang, og jeg måtte i garnkasserne for at finde tykt uldgarn. Mønsteret har jeg fået af en medkursist på Skals, og det ejer jeg kun i en meget ringe kopi – men grundidéen er, at man strikker (eller væver) to ens stykker stof dobbelt så lange som de er brede. 35 cm x 70 cm giver det bedste resultat. De sys sammen og danner, når man vender det rigtigt, et fint slag, som går ned i en spids på maven. Jeg strikkede det første på to dage! De to næste fik ryddet godt ud i mit gamle garnlager. Dejligt.
Slaget til min mor i proces. Det endte som en overraskelse under juletræet.
Den grønne udgave er ret speciel i farven, men min veninde Vibeke kan bære det. Det fik hun i nytårsgave og tog det straks i brug. Vores hund Rust ser beundrende til.
Halshullet kan godt virke for åbent, især i en sommerudgave strikket op i hør vil stoffet nok give sig. I så fald kan man strikke en decideret kant. Det sidste, som jeg strikkede i mere neutrale jordfarver, blev forsynet med en hæklet kant i tynd mohair. Det bliver til en gave til Karin, når hun kommer hjem fra Sydamerika og formentlig fryser i den danske vinter.
Halskanten på Karins slag set tæt på.
Sidste info: Mønstrene til de tre slag er simple ret/vrang-mønstre hentet i en lille bog, som jeg har fået fingre i for år tilbage: “Strikning” af Aase Westphal, baseret på en engelsk udgave med titlen “Knitting, A Dorling Kindersley Book”. Den har på dansk undertitlen “En illustreret guide over mere end 90 smukke mønstre”. Det er også her, jeg hentede kniplingsmønstret til mit store yndlingssjal, som jeg strikkede i 2019.
I december døde min far, for mig var det meget pludseligt. Sørgeligt og trist og hårdt på alle måder. Her i januar har jeg igen bevæget mig ind i vævestuen; der står atter kludetæpper på programmet – og står så pludselig med en bunke tæppeskytter i hånden, som bringer minderne frem. Tænker jeg tilbage, kan jeg se, at det er den næstsidste, væverelaterede gave, jeg nåede at få fra min far. Skytterne var dukket op i en genbrugsforretning til billig penge, men var alt for lange. Men når ens far er snedker, måler han da bare og kommer med dem igen nogle dage senere – nu i den længde, jeg kan bruge. Tak for det. Heldigvis har jeg dem og mange andre ting, han har lavet, som minder.
Skytterne bliver proppet fulde med dobbelte kludestrimler – en grøn og en hvid/grøn/lyserød – som ender med at blive til ret flotte kludetæpper, når jeg selv skal sige det. Sønnen er flyttet i bofællesskab i en gammel lejlighed i Aalborg med vinde og skæve gulve, så han skal have et par tæpper til at pynte med.
Jeg har en læser! I hvert fald er der en, der har læst på min blog og efterlyser et decideret vævemønster på et af mine projekter. Mange af de vævninger, jeg laver, baserer sig på mine nu tre ugelange ophold på Skals Håndarbejdsskole. Jeg har mønstrene i kopieret form og deler dem gerne her. Men udregninger m.v. kræver, at man selv sætter sig ned og regner ud, hvor brede hhv. hvor lange, man vil have sine vævede stykker stof. Og så er der alle overraskelserne. Det håndklædemønster, jeg viser herunder, får åbenbart stoffet til at trække sig meget sammen – måske er det selve den vaflede struktur i stoffet, måske er det det tynde 16/2 bomuldsgarn. Jeg kan ikke anbefale nok, at man allierer sig med en dygtig vævelærer – om det så er på Skals eller måske i form af et aftenskolehold eller via en vævekreds i den by, man bor i.
Et måske lidt mere læseligt og tydeligt billede af selve mønstret ses herunder:
Mit nyeste projekt er viskestykker i lys blågrøn cottolin (50 pct. bomuld, 50 pct. hør) som trend og den tynde, sølvgrå egyptiske bomuld som islæt. Det vil sige, som det ses nederst til højre, så bliver hvert viskestykke forsynet med en farvet kant i enderne. Her er det overgangen mellem viskestykke 1 med grønlig kant og 2 med hvid kant. Enkelt og forhåbentlig ret smukt, det vil tiden vise.
